Tyskland hårdt ramt: 2000 bilkøer hver eneste dag

Tyskland har store problemer med bilkøer på motorvejsnettet, og sidste år slog alle rekorder

Ifølge den tyske  bilistorganisation ADAC sad bilister fast i bilkøer i 459.000 timer sidste år. Arkivfoto: Per Rasmussen
Ifølge den tyske bilistorganisation ADAC sad bilister fast i bilkøer i 459.000 timer sidste år. Arkivfoto: Per Rasmussen

38. Så mange gange ville man kunne nå rundt om Jorden, hvis man satte det samlede antal tyske bilkøer i 2018 i forlængelse af hinanden.

I alt 745.000 køer blev sidste år registreret i Tyskland, og de havde en samlet længde på 1,5 millioner kilometer. 2018 satte dermed en kedelig rekord for det tyske vejnet, for det store antal markerede en stigning på tre procent i forhold til året før.

Det skriver bilistorganisationen FDM, der citerer sin tyske søsterorganisation ADAC.

2041 køer om dagen
ADAC har regnet ud, at bilisterne på de tyske veje måtte vente i alt 459.000 timer i stillestående køer i 2018. Det svarer rundt regnet til 52 år.

Fordeler man det samlede antal bilkøer ligeligt ud over året, bliver det til 2041 hver eneste dag. Man kunne måske tro, vejene ville være mest ramt i juli og august, men ifølge ADAC overhalede juni, oktober og november sidste år feriemånederne som de mest plagede.

Faktisk var trafikken ikke mere køramt i juli og august, end den var i 2017. Årets mest travle dag faldt torsdag 28. juni, hvor ferietrafikken fik køen til at vokse til rundt regnet 13.000 kilometer.

Til sammenligning måler hele det tyske motorvejsnet cirka 13.009 kilometer ifølge Wikipedia.

Se også: 400 danskere på venteliste: Hypet elbil får ny pris

Dårligt nyt for danskere
ADAC peger på to faktorer, som kan have været medvirkende årsager til den nye rekord: Tyskerne kørte 0,4 procent længere i 2018 end året før, og så var der mere vejarbejde - hvilket ifølge bilistorganisationen gav tre procent flere trafikpropper.

Desværre for de danskere, der ynder at sætte kursen mod Østrig, Schweiz eller Italien, var Tysklands to sydligste delstater, Bayern og Baden-Württemberg, blandt de tre mest kø-ramte stater i landet.

De stod sidste år for næsten hver tredje kø og blev kun overgået af Nordrhein-Westfalen, der grænser op til Holland og Belgien. Ifølge ADAC oplevede denne delstat alene 486.000 kilometer kø.

Se også: Fri hastighed i fare: Tyskland skal forurene mindre

40 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen