Tyv stjal bil med nøglerne i: Overså dette

En biltyv havde overset en vigtig ting, da han stjal en varebil med nøglerne i

En biltyv blev fældet af en GPS i en varebil, som tyven havde stjålet. Arkivfoto: Jens Dresling
En biltyv blev fældet af en GPS i en varebil, som tyven havde stjålet. Arkivfoto: Jens Dresling

Da en biltyv torsdag formiddag kom forbi en varebil med nøglerne i på en byggeplads i Ebeltoft, så vedkommende sit snit til at stjæle bilen.

Men så let skulle det alligevel ikke gå.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Ejeren opdagede tyveriet en time senere, hvorefter han ringede til politiet. Ejeren kunne til politiet oplyse, at der var en GPS monteret i varebilen, og derfor kunne ejeren følge bilens færden og lede politiet på rette vej.

En patrulje, som havde ejeren i røret hele tiden, stødte på motortrafikvejen omkring afkørslen til Rønde på bilen, så betjentene standsede den stjålne bil.

Se også: Hver tredje kontrollerede bilist fik en bøde

Bag rattet sad en 29-årig mand, som var frakendt kørekortet og virkede påvirket af stoffer. Han blev anholdt kl. 11.05 og sigtet for biltyveri, narkokørsel og kørsel uden førerret.

Mange gør det
Nu endte det godt for ejeren af varebilen i denne sag, men sådan er det ikke altid. En ny undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring viser, at mange danskere faktisk har prøvet at efterlade bilen tændt eller med nøglen i tændingslåsen.

I undersøgelsen svarer mere end hver tredje af de adspurgte, at de har forladt deres bil ude af syne i tomgang eller med nøglen i tændingen, og det kan være ganske risikobetonet at gøre, for forsikringen dækker ikke nødvendigvis, hvis bilen bliver stjålet.

- Hvis man efterlader bilen i tomgang eller med nøglerne i tændingen, stiger risikoen for, at den bliver stjålet. Det bliver anset som grov uagtsomhed, og så er det ikke sikkert, at forsikringen dækker. Jeg kan godt forstå, at det er dejligt at komme ud i en varm bil, men det forudsætter jo, at biltyven ikke er kørt med din bil, siger Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige Forsikring, i en pressemeddelelse om undersøgelsen.

Se også: Hver tredje dansker har begået denne fejl: Forsikringen dækker ikke

99 kommentarer
Vis kommentarer