Uber vil være dieselfri: Indbyggerne i denne europæiske storby skal betale

Alt imens Uber afventer dom i en principiel sag om arbejdsrettigheder, vil den nu have sine chauffører og kunder til at slå et slag for klimaet

Uber vil hæve prisen per kørt mil med cirka 1,25 kroner i London for at finansiere en fond, der skal øge chaufførernes incitament til at købe en elbil. Foto: Seth Wenig/AP/Ritzau Scanpix
Uber vil hæve prisen per kørt mil med cirka 1,25 kroner i London for at finansiere en fond, der skal øge chaufførernes incitament til at købe en elbil. Foto: Seth Wenig/AP/Ritzau Scanpix

Tirsdag 30. oktober er dommens dag for Uber i London.

Her falder der afgørelse i en principiel sag om, hvorvidt den amerikanske kørselstjeneste skal betale ferie og overarbejdstimer til sine chauffører i Storbritannien. Sagen var også for retten for et år siden. Dengang tabte Uber og appellerede dommen.

Men det må alt sammen komme i anden række. Der er en planet, som skal reddes.

Til det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg fortæller Uber, at den har planer om at etablere en fond på 260 millioner dollar (svarende til 1,7 milliarder kroner). Fonden skal tilskynde virksomhedens chauffører i London til at skifte benzin- eller dieselbilen ud med en elbil ved at lokke med en økonomisk gulerod.

Opgør med fossilbiler
Det er dog ikke Uber selv, men selskabets kunder, der kommer til at betale regningen.

Fonden skal nemlig finansieres ved at hæve prisen per kørt mil med 15 pence (svarende til cirka 1,25 kroner). Initiativet er en del af Ubers målsætning om udelukkende at have elbiler på vejene i London fra 2025.

Og det er formentlig ikke en dum idé. Den engelske hovedstad er nemlig kendt for at tage udfordringen med CO2-udslip og luftforurening ret så alvorligt. De kommende år vil der blive etableret en række lav-emissionszoner rundt om i London – startende med den centrale del af byen fra april næste år og med en stor udvidelse i 2021.

Benzinslugende biler rammes særligt hårdt. Kører man som Uber-chauffør rundt i en bil, der ikke lever op til de nye krav, vil man blive pålagt en daglig afgift på 12,5 pund, hvilket svarer til 105 kroner.

Se også: Kig ned: Vejdirektoratet tager nyt middel i brug mod spøgelsesbilister

Brænd benzinen af nu
Over for Bloomberg forklarer Ubers administrerende direktør, Dara Khosrowshahi, at de indsamlede penge vil blive sat ind på en opsparingskonto, som den enkelte chauffør råder over.

Så hvis man tjener mange penge til den amerikanske kørselstjeneste – hvis forretningsmodel går ud på at formidle kontakt mellem chauffør og kunde for derefter at tage en lille bid af fortjenesten – vil man få et tilsvarende stort beløb til køb af elbil. Med andre ord er det med at brænde benzin af, mens man stadig kan.

Ifølge Uber kan en chauffør, der henover en treårig periode kører 40 timer om ugen, forvente at blive støttet med 4500 pund (svarende til 38.000 kroner), hvis altså han eller hun skifter udstødningsrør ud med ion-batteri.

Skulle chaufføren i løbet af årene komme på bedre tanker og finde sig noget andet at lave, vil de opsparede penge gå til at forbedre luftkvaliteten i London.

- Vi kommer ikke til at lade pengene stå i banken, forsikrer Dara Khosrowshahi.

Se også: En god idé? Nu vil Tesla-chef også redde kæledyrene

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere