Undgå ferie-fælde: Ofte kan du slippe uden om dyr ekstraregning på billeje

Udlejningsselskaber vil tit gerne sælge udvidede forsikringer, når man lejer bil - men det er ikke altid nødvendigt, viser en ny gennemgang

Dækning af selvrisikoen, hvis bilen bliver skadet, er i visse tilfælde inkluderet i den forsikring, man har med hjemmefra. Foto: Colourbox
Dækning af selvrisikoen, hvis bilen bliver skadet, er i visse tilfælde inkluderet i den forsikring, man har med hjemmefra. Foto: Colourbox

Du har måske stået der før: I biludlejningsselskabets lille skur ved lufthavnsparkeringen, halvt svedt og hel utålmodig efter en lang flyvetur med knæene klistret til sædet foran.

Nu mangler du bare nøglerne til udlejningsbilen for endelig at kunne sætte kursen mod den første og bedste strand i nærheden - men så let går det ikke.

- Kunne De tænke Dem at købe en ulykkesforsikring? Og hvad med en forsikring af Deres selvrisiko, hvis noget går galt? Det kan jo blive dyrt, lyder det pludselig fra den anden side af af disken.

Velkommen i fælden. I kampens hede er det ikke altid lige til at huske, om rejseforsikringen nu også dækker selvrisikoen på en udlejningsbil, og det kan gøre det svært at takke nej til de udvidede forsikringer, som udlejningsselskabet gerne vil sælge. Men ofte er de slet ikke nødvendige.

Det viser en analyse, som sammenligningstjenesten Samlino.dk har lavet af markedet for rejseforsikringer.

Dækker på én betingelse
Halvdelen af de otte store forsikringsselskaber, som Samlino har undersøgt, dækker allerede selvrisikoen ved skader på en udlejningsbil som en del af deres rejseforsikring. Det drejer sig om Codan, Alka, Topdanmark og Gjensidige.

Alle fire lader dig dog kun tegne en rejseforsikring, hvis du samtidig har eller tegner en indboforsikring.

Det varierer desuden meget, hvor meget selskaberne dækker. Mens Codan dækker en selvrisiko på op til 6210 kroner, hedder grænsen 13.205 kroner hos Topdanmark og 15.000 kroner hos Alka. Og hos Gjensidige har man slet ikke noget loft.

Rejseforsikringen er automatisk inkluderet i indboforsikringen hos Codan, mens den koster ekstra hos de øvrige selskaber.

Se også: Stor ekstraregning på din bil: Husk at tjekke denne detalje, når du flytter

Forsikring som tilvalg
Hos Tryg, If Forsikring og Alm. Brand er dækning af selvrisikoen på en lejebil også mulig, men et tilvalg til rejseforsikringen.

Hvis du er glad for at leje biler på dine ferier, så kan du få den ekstra forsikring for cirka 60 kroner om året hos Tryg og 89 kroner hos Alm. Brand.

If Forsikring adskiller sig lidt ved kun at dække selvrisikoen på en skadet udlejningsbil, hvis du vælger den dyreste variant af selskabets tre rejseforsikringer. Den koster cirka 600 kroner mere om året end den næstdyreste pakke, men dækker blandt andet også rejser over 60 dage og konkurser.

Next Forsikring er den eneste af de otte selskaber, som Samlino har undersøgt, der hverken dækker selvrisikoen på en skadet udlejningsbil som en del af rejseforsikringen eller som et tilkøb.

Det kan således være en god idé at tage sin forsikringspolice med som lidt let læsning til flyveren, så du er klar til samtalen hos udlejningsselskabet. I mange tilfælde vil du kunne levere et rungende nej tak og komme afsted til den strand.

Se også: Rejsende fik regning i lufthavnen: Hans efternavn var for langt

18 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere