Ung bilist gik amok: Råbte og sparkede til sidespejl

Forinden havde den unge bilist foretaget en hasarderet overhaling i høj fart

En ung mand foretog en hasarderet overhaling og valgte derefter at spærre vejen, fordi en anden bilist blinkede med det lange lys. Foto: Jakob Jørgensen
En ung mand foretog en hasarderet overhaling og valgte derefter at spærre vejen, fordi en anden bilist blinkede med det lange lys. Foto: Jakob Jørgensen

En 73-årig mand blev tirsdag eftermiddag udsat for vejvrede på Ebeltoftvej i Tistrup.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Ifølge manden og flere vidner foretog en ung mand en hasarderet overhaling i meget høj fart forbi den 73-åriges bil.

Se også: Bilister endte i slagsmål: Fastholdt med ansigtet ned i græsset

For at signalere sin utilfredshed med den hasarderede overhaling, blinkede den 73-årige med forlygterne efter den overhalende bilist.

- Det fik den unge mand til at bremse brat op og blokere vejen med sin bil. Herefter gik han ud af bilen, råbte ad den 73-årige og sparkede til hans bil og sidespejl, inden han kørte videre fra stedet, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Der skete umiddelbart ikke større skade på den 73-åriges bil, men Østjyllands Politi undersøger sagen nærmere og har en god formodning om, hvem den unge bilist er, oplyser de.

Den 73-årige mand er ikke den eneste bilist, som har oplevet vejvrede i forbindelse med overhalingssituationer.

Som Ekstra Bladet for nyligt beskrev, fik en 22-årig mandlig bilist flere slag og trusler på livet, efter at han gav plads til, at en bagvedkørende bilist kunne overhale.

Se også: Sammenfletning endte i vold: Knuste bilrude og slog bilist

7 kommentarer
Vis kommentarer