Vacker vogn: Denne bil får svenskerne til at dåne

Ingen når Tesla til nederste fælgkant på svensk liste, der rangerer bilmærker efter status

Bilerne fra den amerikanske elbilproducent overhaler bl.a. Ferrari på listen over mærker med høj status. Her bliver den store Model Y præsenteret. Video: Reuters.

Hvordan får man en svensker til at tabe vejret og gøre store øjne?

Svaret er tilsyneladende enkelt. Man skal bare køre en Tesla over Øresundsbroen.

Ifølge en rundspørge foretaget blandt 1035 svenskere af analyseinstituttet YouGov er der særlig høj status i at køre rundt i en bil fra den amerikanske elbilproducent. Det fremgår med tydelighed af besvarelserne.

Således peger 24 procent af de adspurgte svenskere på Tesla som det bilmærke, der har højest status. Ferrari (13 procent), Volvo (12 procent) og BMW (10 procent) triller ind på de efterfølgende placeringer.

Thunberg-effekten
Forklaringen på Teslas popularitet ser ud til at have med klimaforandringer at gøre.

- Det er meget positivt, at så mange svenskere sætter lighedstegn mellem bilers miljøvenlighed og status, siger Tero Marjamäki, pressechef på salgsportalen Blocket, der har bestilt undersøgelsen, til Expressen.

- I dag er det ’cool’ at være klimasmart. Og det er den kendsgerning, at Tesla topper statuslisten, blot endnu et bevis på.

Også et flot design og de tekniske funktioner trækker op i statusvurderingen.

Se også: Strid om Teslas kæmpefabrik ved Berlin

Bilen behøver ikke være ny
Undersøgelsen tegner dog også et billede, som næppe vil få Elon Musk og Tesla til at boble over af begejstring.

Næsten syv ud af ti svenskere svarer nemlig, at de overhovedet ikke mener, at det er forbundet med status at køre rundt i en ny bil. Faktisk svarer kun 6 procent, at en bil med mindre end to år på landevejene imponerer dem.

Tero Marjamäki råder folk, der er på udkig efter en højstatus-bil, til at investere opsparingen i en bil med ’de rigtige’ egenskaber.

- Hvilket også er et mere ’klimasmart’ alternativ, siger han til Expressen.

Se også: Blinkede ad anden bilist: Så fik han tæsk

141 kommentarer
Vis kommentarer