Var verdens dyreste: Nu kan vild superbil blive tre gange så dyr

Et uhyre sjældent eksemplar af Mercedes-Benz CLK GTR sportsvognen skal på auktion, og bilen forventes at indbringe mellem 27 og 33,5 millioner kroner

Den vilde Mercedes-Benz CLK GTR skulle tage kampen op mod Porsche og McLaren på racerbanen - men det krævede, at mindst 25 eksemplarer af bilen kunne bruges på gaden. Foto: Patrick Ernzen/Courtesy of RM Sotheby's
Den vilde Mercedes-Benz CLK GTR skulle tage kampen op mod Porsche og McLaren på racerbanen - men det krævede, at mindst 25 eksemplarer af bilen kunne bruges på gaden. Foto: Patrick Ernzen/Courtesy of RM Sotheby's

- Den kører... og ser godt ud, lød det afmålt fra AMG-grundlægger Hans Werner Aufrecht, da han første gang blev spurgt, hvordan den vilde Mercedes-Benz CLK GTR havde klaret sig på testbanen.

Og mere behøver man vel heller ikke at vide for at stikke hånden i vejret og byde på den smukke bil, der skal under hammeren hos auktionshuset RM Sotheby's i slutningen af august. Det skulle da lige være prisen, man risikerer at skulle betale. Bilen forventes nemlig at indbringe mellem 27 og 33,5 millioner kroner - eller med andre ord op mod tre gange så meget som nyprisen.

Den slags værdistigning er set før, men den er alligevel bemærkelsesværdig i dette tilfælde, da bilen ifølge svenske Expressen allerede var verdens dyreste ved lanceringen for lidt over 20 år siden.

Bygget på 128 dage
11,5 millioner kroner skulle man dengang lægge for bilen, og selv hvis man havde mulighed for det, var man ikke sikker på at få et eksemplar med hjem. Der blev nemlig kun produceret 25 styk CLK GTR til brug på offentlige veje, hvilket var minimumskravet for, at Mercedes-Benz kunne få lov til at køre racerløb med bilen.

Den tyske bilproducent ville konkurrere med Porsche 911 GT1 og McLaren F1 i FIA GT-serien, men mens den vilde McLaren F1 inderst inde var en hurtig gadebil ombygget til en racerbil, var CLK GTR det modsatte.

Foto: Patrick Ernzen/Courtesy of RM Sotheby's
Foto: Patrick Ernzen/Courtesy of RM Sotheby's

Fra første stregtegning blev lavet, til den færdige racerbil stod klar, gik der kun 128 dage, men genbruget fra bilens navnebror, den noget mere traditionelle Mercedes-Benz CLK, er alligevel til at overse: Kun lygterne for og bag ligner dem på den almindelige CLK.

Gadeversionen af CLK GTR fik dog også installeret aircondition, ABS-bremser og to små opbevaringsrum i kabinen, men er derudover identisk med den bil, som Mercedes-Benz kørte racerløb med.

Det betyder blandt andet, at der lige bag føreren sidder en V12-motor på intet mindre end 6,9 liter, der yder 612 hestekræfter og gør bilen i stand til at gå fra 0-100 km/t. på 3,8 sekunder. Og ikke mindst fortsætte til en topfart på 344 km/t.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Foto: Patrick Ernzen/Courtesy of RM Sotheby's
Foto: Patrick Ernzen/Courtesy of RM Sotheby's

Foto: Patrick Ernzen/Courtesy of RM Sotheby's
Foto: Patrick Ernzen/Courtesy of RM Sotheby's

Foto: Patrick Ernzen/Courtesy of RM Sotheby's
Foto: Patrick Ernzen/Courtesy of RM Sotheby's

Se også: Denne ikoniske sportsvogn skal elektrificeres

1500 kilometer på 20 år
Den pågældende bil, som skal på auktion 25. august, er nummer 9 ud af de 25 producerede. Auktionshuset lover, at den er helt original og har kørt bare 1500 kilometer, siden den rullede ud fra fabrikken i 1998.

Bilen har haft tre ejere, har boet syv år i Tyskland og 12 år i Hong Kong, før den kom til USA sidste år. Men ingen af ejerne har øjensynligt kørt meget i den.

Skulle man have lyst til lufte V12-motoren og mod forventning havne i nødsporet, så kan man glæde sig over, at det rullende investeringsobjekt - som et glimrende eksempel på tysk ordentlighed - selvfølgelig er leveret med både advarselstrekant, momentnøgle og luftkompressor.

Den vilde Mercedes-Benz er i øvrigt kun en af mange usædvanlige og eksotiske biler, der skal under hammeren hos RM Sotheby's 25. august. Også en Ferrari 250 GTO, som kan blive verdens hidtil dyreste auktionsbil, og en af de tre Ford GT40 racerbiler, der i 1966 tog første-, anden- og tredjepladsen i Le Mans-løbet, skal have nye ejere.

Se den fulde liste over auktionsbilerne her.

370 hestekræfter og en 0-100 tid på omkring fem sekunder gør Kia Stinger patruljevognen i stand til at følge med det meste. Foto: Kia Australia via Facebook Biler - 7. jul. 2018 - kl. 06:28 Politiet ville have en hurtig bil: Så vild er Australiens nye patruljevogn

58 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere