Vejarbejde på bro bliver forsinket

Arbejdet med at renovere vigtig dansk bro er forsinket

Her ses broen, inden arbejdet med at renovere den gik i gang. Arkivfoto: Anita Graversen
Her ses broen, inden arbejdet med at renovere den gik i gang. Arkivfoto: Anita Graversen

I over 40 år har Sallingsundbroen tjent som et vigtigt forbindelsesled ved Limfjorden, og det er planen, at broen fortsat skal gøre det fremover.

Derfor satte Vejdirektoratet i 2020 gang i en større renovering af broen. Nu viser det sig imidlertid, at arbejdet tager længere tid, end Vejdirektoratet forventede.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

- I efteråret meldte vi ud, at vi måtte inddrage vinterperioderne til arbejdet for på den måde at forsøge af overholde den oprindelige færdiggørelsesfrist, som var november 2022. Nu står det så klart, at broens forfatning gør, at vi må forlænge arbejdet til udgangen af 2023, siger projektleder Jørn Andreas Kristensen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

 

Kan stadig passeres
Mens arbejdet står på, kan trafikken passere broen i to spor i hele perioden.
For den almindelige trafik vil der således kun være begrænsninger i form af reduceret bredde af kørebanerne og hastighedsnedsættelse til 50 km/t.

De smallere kørespor betyder dog, at brede landbrugskøretøjer ikke kan køre over broen, som de kunne, inden renoveringen gik i gang. De kan passere broen to gange i døgnet på fastlagte tidspunkter

Årsagen til forlængelsen af arbejdet er bropladens betonoverflade, som under asfalten er mere ujævn end forventet.