Når man kører forbi et vejarbejde, er der ekstra god grund til at overholde fartgrænserne og køre hensynsfuldt. Foruden, at man kan risikere dobbelt bødestraf for fartoverskridelser, er det også med til at udsætte vejarbejderne for fare, hvis man kører for stærkt.
Onsdag formiddag kørte en bilist ifølge en vejarbejder så hensynsløst, at arbejderen følte sig truet og nødsaget til at hæve en hammer over for bilisten.
Det skriver Nordsjællands Politi i døgnrapporten.
Politikredsen fik en anmeldelse om, at en personbil var kørt meget hurtigt og tæt forbi en vejarbejder, der arbejdede på en vej ved Hovmarken ved Helsingør.
Derfor valgte vejarbejderen at råbe efter bilisten, som råbte tilbage. Bilisten kørte herefter væk, men kort tid senere vendte bilen tilbage med to personer i bilen, og ifølge anmeldelsen kørte bilen direkte mod vejarbejderen i høj fart, hvorfor vejarbejderen følte sig nødsaget til at holde en hammer op foran sig.
'Hammeren ramte bilens sidespejl, som faldt af. Herefter kørte bilen fra stedet,' skriver Nordsjællands Politi i døgnrapporten om episoden.
Ved hjælp af vidneudsagn og yderligere efterforskning blev bilen fundet, og i løbet af eftermiddagen kunne politiet sigte to mænd Helsingør på henholdsvis 28 og 47 år for at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed.
'Nordsjællands Politi efterforsker stadig sagen og har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til den', oplyser politikredsen.