Vejdirektoratet slukker lyset på danske veje

Vejdirektoratet ændrer som et forsøg belysningen på vejene

Indfaldsvejene til København er ét af de steder, hvor der vil blive slukket for lyset fremover, oplyser Vejdirektoratet. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Indfaldsvejene til København er ét af de steder, hvor der vil blive slukket for lyset fremover, oplyser Vejdirektoratet. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Der skal spares på lyset på de danske veje, mener Vejdirektoratet, som i den kommende tid på forsøgsbasis gennemfører ændringer af belysningen på vejene.
 
Ændringerne vil medføre besparelser i energiforbruget på et niveau, der svarer til ca. 400 parcelhuses forbrug om året. Det vil gavne klimaet og modvirke lysforurening. 

- Vi har i Vejdirektoratet hele tiden fokus på, hvordan vi tager hensyn til klimaet i vores løbende drift af statsvejnettet, og i den forbindelse har vi også kigget på den energi, vi bruger på belysningen af vejene, siger afdelingsleder Michael Aakjer Nielsen fra Vejdirektoratet, i pressemeddelelsen.

- Her er det lykkedes os at identificere nogle tiltag, der giver en markant energibesparelse, og dem sætter vi nu i værk, siger han.

Se også: Ny regel er trådt i kraft: Første klip er uddelt

Her slukkes lyset
Helt konkret drejer det sig om, at Vejdirektoratet slukker lyset på de store vejvisningstavler på motorvejene. Siden februar sidste år har Vejdirektoratet på forsøgsbasis slukket lyset på motorvejsportalerne ved Aarhus og på Fyn.

Erfaringerne derfra har vist Vejdirektoratet, at det ikke påvirkede trafiksikkerheden eller afviklingen af trafikken. Det skyldes ifølge myndigheden, at moderne bilers lygter er væsentligt bedre end tidligere, samt at mange bilister bruger navigationssystem, og derfor bliver lyset nu slukket på størsteparten af de tilbageværende motorvejstavler.

Foruden dette vil der også ske en reduktion af belysningen på indfaldsvejene til København. Meget af belysningen på indfaldsvejene i hovedstadsområdet blev etableret for mange år siden, og dens effekt er på visse strækninger yderst begrænset. Vejdirektoratet vil derfor i løbet af efteråret 2019 reducere en del af belysningen på motorvejene i det Storkøbenhavnske område. 

Millionbesparelse
Tilsammen vil disse tiltag spare 1850 MWh om året, hvilket svarer til energiforbruget fra godt 400 parcelhuse. Derudover betyder det mindre energiforbrug også, at Vejdirektoratet opnår en årlig besparelse på ca. 3,5 millioner kroner. 

- Det er klart, at det også har en betydning, at vi kan spare penge på at nedsætte energiforbruget fra belysningen af vores veje, siger Michael Aakjer Nielsen.

- Som statslig myndighed har vi et ansvar for at sikre, at vi hele tiden bruger skattepengene så fornuftigt som muligt. Men det klimamæssige aspekt ved besparelserne i energiforbruget har også vejet meget tungt, siger han.

Herudover er der påbegyndt en udskiftning af belysning til LED-lamper på statsvejnettet. Denne udskiftning sker løbende over de kommende år. 

Se også: Nu koster denne forseelse et klip i kortet

215 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere