Vejret giver bilister uventede problemer

De kraftige regnskyl kan give danske bilister udfordringer

De voldsomme regnskyl er ikke gode nyheder for bilisterne. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
De voldsomme regnskyl er ikke gode nyheder for bilisterne. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Selvom kalenderen siger august, kan det i disse dage godt føles som tunge efterårsdage, for regnen vælter ned fra oven.

Det kan risikere at give problemer for bilisterne, oplyser SOS Dansk Autohjælp i en pressemeddelelse.

Deres erfaringer siger nemlig, at når vejrudsigten melder om voldsomme regnskyl og skybrud, får bilister brug for assistance.

- Vi oplever altid ekstra travlhed i forbindelse med kraftig regn. Vores bedste råd til bilister, der er på farten, når himlen åbner for sluserne, er at sænke farten og holde afstand til de forankørende, siger Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef hos SOS International.

Hvis vejret viser sig fra sin værste side, og der er tale om deciderede skybrud, stiger risikoen for akvaplaning, hvor bilen mister sit vejgreb, og så kan der opstå meget farlige situationer.

Flere punkteringer
Men faktisk er det ikke kun de voldsomme regnskyl, der kan give trafikale udfordringer, understreger SOS Dansk Autohjælp.

Hvis regnen kommer efter en periode med tørt vejr, kan der nemlig ligge skidt og dækrester på vejene, som bliver blødt op af regnen og gør vejbanerne glatte.

Desuden stiger risikoen for punkteringer, når vejret er vådt.

Hver femte assistance hos SOS Dansk Autohjælp i sommerperioden skyldes punkteringer, og mange punkteringer sker, når regn har skyllet småsten ud på vejen. Hvis dækkene er slidte, stiger risikoen for punkteringer. Derfor anbefaler SOS Dansk Autohjælp et dækmønster på minimum 3 mm - selvom lovkravet kun lyder på 1,6 mm.