Vi køber flere og flere af disse biler

Over hver fjerde nye bil, som blev solgt i maj, var opladelig

De høje salg stiller krav til antallet af offentlige ladestandere. Arkivfoto: Casper Dalhoff
De høje salg stiller krav til antallet af offentlige ladestandere. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Vi bliver gladere og gladere for biler, som kan oplades med et kabel.

I maj måned blev der indregistreret 16.825 nye biler, hvoraf elbiler udgjorde 6,9 procent, mens plugin-hybridbiler udgjorde 20,9 procent.

Det oplyser De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.

Dermed udgjorde de opladelige biler 27,8 procent af det samlede antal nye biler.

- De grønne biler fortsætter deres fremgang, hvilket er et resultat af lavere afgifter samt et større udbud af grønne modeller fra bilproducenterne, siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.

Til sammenligning udgjorde opladelige biler i april måned 24,8 procent af det samlede nybilsalg.

Artiklen fortsætter under grafikken ...

Her kan du se, hvordan bilsalget har fordelt sig over den seneste periode, inddelt efter drivmiddel. Grafik: De Danske Bilimportører
Her kan du se, hvordan bilsalget har fordelt sig over den seneste periode, inddelt efter drivmiddel. Grafik: De Danske Bilimportører

Stiller krav
Hos De Danske Bilimportører understreger de, at udviklingen inden for salget af biler, som kan lades op, kræver, at der kommer flere offentlige lademuligheder til.

I dag er der samlet set indregistreret 83.664 opladelige elektriske personbiler i Danmark.

- Allerede i dag med samlet set få elektriske biler i Danmark opleves flaskehalse ved offentlige ladestandere på store rejsedage. Med den stigning vi forventer i salget af elektriske biler, skal der investeres massivt og hurtigt i nye ladestandere, hvis den grønne bølge i personbilsalget skal fortsætte, siger Mads Rørvig.