Vi skal kæmpe hårdere om pladsen på motorvejene

Danske bilister kører flere og flere kilometer på motorvejene

Der bliver større og større trængsel på de danske motorveje takket være en stigning i antallet af kørte kilometer. Foto: /ritzau/Finn Frandsen
Der bliver større og større trængsel på de danske motorveje takket være en stigning i antallet af kørte kilometer. Foto: /ritzau/Finn Frandsen

Danskerne kører mere på motorvejene end nogensinde før. Siden 2010 er trafikken på det danske motorvejsnet steget med 25 procent. Og mange steder er der kommet ekstra pres på trafikken i myldretiden. Det viser nye tal fra Vejdirektoratet.

Tallene viser, at antallet af kørte kilometer på motorvejene i første kvartal steg med 7,1 procent i forhold til samme periode sidste år.

- Tallene viser, at der virkelig er gang i en kraftig vækst på motorvejene i disse år, siger Niels Tørsløv, trafikdirektør i Vejdirektoratet.

- Det er formentlig en fornemmelse, der deles af de fleste bilister. Men med den nye opgørelse får vi altså sat konkrete tal på udviklingen, siger han.

Tallene lægger sig i forlængelse af en udvikling, der har afsløret markant trafikvækst på motorvejene, siden vi begyndte at bevæge os ud af finanskrisen.

Og som betyder, at der stort set hver eneste dag er mere trafik på motorvejsnettet, end der var på samme dag året før.

Især i de seneste tre år er det gået stærkt. Her er trafikken på motorvejene vokset med knap fem procent årligt, og udviklingen fortsætter ind i 2017.

Se også: Lig på motorvej skaber flere kilometers kø

Værst omkring myldretiden
Selv om trafikvæksten er generel for hele landet, har den været mest udtalt omkring nogle af de mest befærdede veje i Hovedstadsområdet, Østjylland og på Fyn.

En række udbygninger af motorvejsnettet de senere år har bidraget til denne vækst, men i Vejdirektoratets opgørelse vurderes det, at hovedforklaringen er den forbedrede situation i dansk økonomi.

- Vi oplevede et mindre dyk i trafikken omkring finanskrise, fortæller Niels Tørsløv.

- Siden 2010, hvor det atter begyndte at gå frem med dansk økonomi, har trafikken været i tydelig fremgang fra år til år. Fremgangen i økonomien har betydet, at der er kommet flere i beskæftigelse, at privatforbruget er øget og samhandlen med udlandet vokset. Samtidig slår bilsalget rekord i disse år. Den danske bilpark er vokset med 16 procent siden 2010. Det øger transporten og giver mere trafik i form af blandt andet pendlere og godstransport, siger han.

Mange steder på motorvejsnettet viser målinger, at især trafikken i og omkring myldretiderne stiger stærkt.

- Når trafikken stiger stærkest i de i forvejen travleste tider om morgen og om eftermiddagen, øges risikoen for, at bilisterne oplever kø og forsinkelser, siger Niels Tørsløv.

- Det skaber selvfølgelig nye udfordringer for os i Vejdirektoratet med at sørge for, at vi udnytter vejnettet bedst muligt, så trafikanterne ikke spilder for meget tid med at sidde i kø.

Se også: Koster adskillige liv om året: Nu skal kommunerne skabe bedre sikkerhed

55 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere