Den hæderkronede tyske bilproducent Porsche kan være på vej på børsmarkedet som et selvstændigt mærke.
Volkswagen AG, som ejer Porsche, vil nemlig undersøge mulighederne for at notere Porsche AG på børsen, og hos Porsche er der opbakning til den beslutning.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
- Vi glæder os over denne beslutning fra Volkswagen AG. Porsche er et stærkt brand med en robust forretningsmodel og et verdensomspændende fanfællesskab, siger Oliver Blume, som er formand for bestyrelsen i Porsche AG.
Ifølge ham understreger beslutningen den succesfulde udvikling, som Porsche har gennemgået hen over de seneste år.
Endnu kan parterne ikke oplyse mere, end at beslutningen om, hvorvidt Porsche AG skal børsnoteres, ligger ved Volkswagen AGs bestyrelse.
Høj værdi
Ifølge Nasdaq vil en eventuel børsnotering af Porsche kunne blive en af de højeste børsdebuter nogensinde, og det spekuleres blandt aktieanalytikere i, at Porsche vil være op til mellem 80 og 100 milliarder euro værd, svarende til mellem 595 og 745 milliarder kroner.
Selvom en børsnotering af Porsche AG vil betyde, at Porsche bliver et selvstændigt bilmærke, som ikke hører under Volkswagen AGs paraply, tyder noget på, at der stadig vil være tætte bånd mellem de to parter.
For eksempel sigter Porsche efter at være CO2-neutral i 2030, og 'Porsche og Volkswagen kan fortsat drage fordel af fælles synergier i fremtiden,' lyder det i pressemeddelelsen.