Vil udvikle flyvende biler

Både Hyundai og General Motors vil udvikle flyvende biler

Hyundai er et af de bilfirmaer, der arbejder seriøst på at udvikle flyvende biler. Arkivfoto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
Hyundai er et af de bilfirmaer, der arbejder seriøst på at udvikle flyvende biler. Arkivfoto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix

En klassisk forestilling om fremtiden indeholder ofte flyvende biler, som smyger sig rundt blandt skyskraberne - fjernt fra gadernes tætte trafik.

Men konceptet er aldrig for alvor blevet til virkelighed i et sådant omfang, at man risikerer at støde på en flyvende bil en almindelig tirsdag formiddag ved Køge Bugt Motorvejen.

Nu vil både sydkoreanske Hyundai og amerikanske General Motors (GM) dog udvikle flyvende biler, og ifølge Hyundai kan vi potentielt allerede forvente at se en lufttaxi-tjeneste i drift allerede i år 2025.

Det skriver Reuters.

Selvom andre har præsenteret koncepter for flyvende biler tidligere, har det vist sig at være svært at gøre profitabelt, men nu håber både Hyundai og GM altså på, at de kan udvikle flyvende biler.

- Vi ser dette marked som en signifikant vækstmulighed, siger Jose Munoz, som er global vicedirektør for Hyundai, til Reuters.

Hyundai arbejder konkret på at udvikle flyvende taxier, som er drevet af elmotorer, og som kan transportere mellem fem og seks personer fra tæt trafikerede byer til lufthavne.

Mange forhindringer
Hos GM siger de, at det realistisk set vil tage indtil år 2030 for at flyvende taxi-tjenester kan overkomme tekniske udfordringer samt overholde alverdens regulativer.

- Jeg tror, at der er lang vej her, siger Pamela Fletcher, som er vicepræsident i GMs innovationsteam, til Reuters.

- Der er meget arbejde, der skal udføres på den lovgivningsmæssige side såvel som den teknologiske side, siger hun til mediet.