Vinterdæk til varevogne dumper

Årets vinterdæktest er hård ved dæk til varebiler og minibusser, der dumper på stribe

Vinterdæk til varevogne og minibusser kommer på glatis i FDMs store vinterdæktest. Ud af 15 testede dæk dumper de 12. Foruroligende, mener FDM. Foto: FDM/ADAC
Vinterdæk til varevogne og minibusser kommer på glatis i FDMs store vinterdæktest. Ud af 15 testede dæk dumper de 12. Foruroligende, mener FDM. Foto: FDM/ADAC

'Kig ikke kun på økonomien, når I skal købe vinterdæk til firmabiler,' lyder en opfordring fra FDM, efter de i samarbejde med en række europæiske bilklubber har testet vinterdæk til varevogne, campere og minibusser.

Mange af vinterdækkene klarer sig nemlig rigtig dårligt i testen. Ud af 15 testede dæk dumper 12, mens de sidste tre langtfra imponerer. Det er ikke mindst ringe egenskaber på våd vej og i sne, som skaber problemer for vinterdækkene. Dermed ligner resultatet det fra årets sommerdæktest. Også her faldt dækkene til disse typer biler igennem.

Det oplyser FDM i en pressemeddelelse.

Dækkene, der er mærket ’C’ for Commercial, er ofte udviklet til erhvervslivets behov, hvor der er lagt mere vægt på slidstyrke og høj bæreevne.

Se også: Populær Toyota dumper sikkerhedstest: 'Køb den ikke!'

Men faktisk er det netop de egenskaber, som giver problemer på eksempelvis våd vej, hvor kun ét dæk klarede sig godt. Samlet set står vinterdækkene til varebiler dog bedre fast på våd vej end sommerdækkene. I gennemsnit skulle de bruge 44 meter for at bremse helt ned fra 80 km/t på våd vej mod sommerdækkenes 52 meter. Derfor giver det ifølge FDM god mening at skifte til vinterdæk - vel at mærke de bedste af slagsen.

- Taget i betragtning, hvor meget varevogne og håndværkerbiler fylder i trafikken, er det ikke betryggende, at vinterdækkene til dem er så ringe, som vores test viser. Et godt vejgreb på især våde veje er helt afgørende for trafiksikkerheden, siger Søren W. Rasmussen, bilteknisk redaktør i FDM, i pressemeddelelsen.

- Derfor kan vi kun opfordre virksomheder og andre til at se på andet end økonomien, når de køber vinterdæk til deres biler, siger han.

Bedre til personbiler
Foruden testen af vinterdæk til varevogne har også 16 dæk i størrelse 15 tommer (185/65) prøvet kræfter med glatte og våde underlag.
Det er dæk, der passer til biler i miniklassen, en af de mest solgte bilklasser herhjemme. Modsat dækkene til varebiler klarer de sig godt. Af de i alt 16 testede dæk falder tre igennem på dårligt vejgreb på enten tør eller våd vej.

- Det er naturligvis positivt og viser, at det faktisk er muligt at lave dæk, der også står fast om vinteren. Men som vores test viser, er der stadig forskel på dækkene. Her er vores test en god guide, der kan hjælpe én med at finde det dæk, der giver den bedste sikkerhed, siger Søren W. Rasmussen.  

I vinterdæktesten bedømmes dækkene på deres egenskaber på våd og tør vej, og på sne og is, samt deres rullemodstand, slidstyrke og dækstøj.

FDMs hjemmeside kan du se, hvilke dæk der klarer sig godt, og hvilke der klarer sig dårligt.

Se også: Elbil, diesel- eller benzinbil? Her er det billigste valg

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere