Viva Las Vegas: Sjælden Elvisbil til salg på auktion

Salgsobjektet skiller især sig ud ved ikke at være en Cadillac

Den store Mercedes 280 SEL var egentlig rød, da Elvis Presley købte den. Men farven behagede ham angiveligt ikke, så han fik den omlakeret. Foto: Courtesy of Barrett-Jackson
Den store Mercedes 280 SEL var egentlig rød, da Elvis Presley købte den. Men farven behagede ham angiveligt ikke, så han fik den omlakeret. Foto: Courtesy of Barrett-Jackson

’Oh Lord, won't you buy me a Mercedes Benz?’

Sådan sang Janis Joplin i 1971 - samme år som kongen af rock ’n’ roll, Elvis Presley, købte en fabriksny Mercedes-Benz 280 SEL, som han straks fik malet krystalblå.

I september er den til salg på Barrett Jackson-auktionen i Las Vegas.

Strøede om sig med Cadillac’er
Frem til sin død i 1977, som der – trods konspirationsteorier – er bred enighed om, var den amerikanske sanger dybt betaget af biler. Ikke mindst hvis de var af mærket Cadillac.

Ikke nok med at Elvis Presley selv ejede flere Cadillac-modeller, så forærede han dem også til venner, som var det slik til halloween. Ved flere lejligheder delte han ud af de dyre biler, og en enkelt gang kom Elvis’ generøsitet tilmed en hjemløs til gode.

Mest kendt er nok Elvis’ pink Cadillac Fleetwood fra 1955, som er udstillet ved sangerens Graceland-palæ i Memphis, Tennessee.

Til sammenligning er den Mercedes-Benz, der kan købes på auktionen i Las Vegas, af en anden og mindre pompøs kaliber. Dog er den udstyret med anordninger, der tilbage i 1971 har været særdeles fremsynede - såsom servostyring og klimaanlæg.

Modellen var forløberen for det, vi i dag kender som S-Klassen, og ligesom det er tilfældet med nutidens biler i klassen, var 280 SEL et udstillingsvindue for Mercedes' nyeste innovationer. 

Se også: Blokerede bro for at lave 'donuts': Så faldt dækket af

Crystal Blue Persuasion
Da Elvis Presley købte bilen, var den mørkerød. Farven behagede dog angiveligt ikke den rige rockstjerne, der i stedet fik malet den krystalblå. Det skriver Expressen.

Pudsigt nok valgte han den store Mercedes med en sekscylindret rækkemotor frem for en V8-motor, der ellers i de år var en foretrukken motorstørrelse hos de amerikanske bilproducenter - heriblandt Cadillac.

Til gengæld betød det, at Elvis Presley fik en af de lidt sjældnere varianter, for Mercedes-Benz 280 SEL blev kun bygget i 8250 eksemplarer.

Rockstjernen købte i sin tid bilen for 8764 dollar. Det svarer til omkring 350.000 i nutidskroner. Hvad bilen er vurderet til i dag, har Barrett Jackson-auktionshuset ikke meldt ud.

Se også: Aston Martin vil bygge legendarisk Bond-bil igen

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere