Uden at vi har fået lov at se det endelige design på den kommende elektriske Volkswagen ID.7 har den tyske bilgigant alligevel løftet sløret for en række nye detaljer om den nye elbil, der skal ses som en slags elektrisk Passat.
På CES-messen i Las Vegas valgte Volkswagen nemlig i de første dage i det nye år at fremvise en kamufleret udgave af den produktionsklare ID.7.
I første omgang lanceres ID.7, som i stil med de øvrige ID-modeller skal bygges på koncernes MEB-platform, som en 100 procent elektrisk sedan med lang rækkevidde.
Elbilen vil blive en såkaldt global bil, hvilket vil sige, at den skal lanceres over hele verden.
– Med den nye ID.7 udvider vi vores elektriske modelprogram til at omfatte den store firmabilsklasse. ID.-familiens nye flagskib vil byde på teknologi og kvalitet i topklasse, siger Thomas Schäfer, som er adm. direktør i Volkswagen Personbiler, i en pressemeddelelse.
Flere på vej
Volkswagen oplyser, at de i udviklingen af ID.7 har lyttet meget til, hvad forbrugerne har fortalt om oplevelserne af de øvrige ID.-modeller, og det betyder, at ID.7 som standard kommer med head-up-display med augmented reality-funktion, et nyt infotainmentsystem i en 15 tommer touchskærm og bedre funktionalitet og betjening af klimaanlægget i hovedmenuen på infotainmentsystemet.
Desuden oplyser bilgiganten, at designet på ID.7 vil videreføre linjerne og udtrykkene fra de nuværende ID.-modeller, mens bilgiganten har lagt sig i selen for at gøre den elektriske sedan meget aerodynamisk, hvilket blandt andet er én af årsagerne til, at ID.7 vil komme med en rækkevidde på helt op til 700 kilometer.
Volkswagen satser stort på elektriske biler, og bilproducenten har indtil videre leveret 500.000 elbiler bygget på MEB-platformen. Men flere er på vej.
- ID.7 er en af ti nye elbiler, som vi planlægger at lancere frem til 206. Vores mål? At levere produkter, der passer til vores kunders behov i hvert enkelt segment, siger Thomas Schäfer.
Endnu melder historien ikke noget om, hvornår vi får ID.7 at se på det danske marked.
Her er tre steder, du kan spare på værkstedsregningen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------