Volkswagen-skandale koster top-boss jobbet

Volkswagens direktør, Martin Winterkorn har netop oplyst, at han forlader chefposten i Volkswagen som følge af diesel-skandalen

Her kan du få en gennemgang af sagen, der nu har kostet direktør Martin Winterkorn jobbet. (Foto: AP/redigering: Mikkel Cramon)

Den verserende Volkwswagen-skandale har fået sit første offer.

Volkswagens direktør Martin Winterkorn har netop oplyst, at han forlader jobbet som bilgigantens øverste chef.

- Volkswagen har brug for en frisk start - også hvad angår personalet. Derfor baner jeg vejen for det ved at aflevere en opsigelse, skriver Martin Winterkorn i en pressemeddelse.

Fratrædelsen kommer efter et krisemøde et hemmeligt sted i Wolfsburg, hvor bestyrelsen skulle drøfte skandalens omfang og hvilke konsekvenser den skulle have.

- Jeg er chokeret over udviklingen de sidste par dage. Mest af alt er jeg målløs over, at noget af denne kaliber kan ske i en så stor organisation. Som CEO (direktør red.) accepterer jeg mit ansvar for de uregelmæssigheder, der har været med diesel-bilerne.

Artiklen fortsætter under grafikken

Se også: Det betyder VW-skandalen for danske bilejere

 

- Nu er det vigtigt, at vi får klarlagt, hvad der er sket. Det er den eneste måde at vinde tilliden tilbage. Jeg er sikker på, at Volkswagen Group og holdet bag vil overvinde denne graverende krise, skriver Martin Winterkorn.

68-årige Winterkorn har været under stort pres for at trække sig tilbage, efter de amerikanske miljømyndigheder opdagede, at Volkswagen har snydt med, hvor meget dieselbiler fra den tyske fabrik udleder.

I går indrømmede verdens største bilproducent, at 11 millioner af deres dieselbiler er udstyret med et særligt program i motorstyringen, som under visse forhold får bilerne til at se mere miljøvenlige ud, end de i virkeligheden er.

I alt 11 millioner biler skulle være berørt af sagen, lyder det fra VW, og det kan komme til at koste dyrt for verdens største bilproducent, der risikerer en rekordstor bøde på 118 milliarder kroner.

Sådan gik det til
Men hvordan har de egentlig båret sig ad med det? Og hvad kan have fået så stor en bilkoncern til at springe over, hvor gærdet er lavest?

De spørgsmål har vi stillet til en af bilistforeningen FDM's eksperter.

Hele affæren drejer sig om udledning af de sundhedsskadelige NOx'er, som dieselbiler er berygtede for at udlede.

- Amerikanerne er mere strikse, når det kommer til dieselbilers udledning, så deres NOx-grænse har været lavere end i Europa på det tidspunkt (fra 2009 og frem, red.). Og det har VW tilsyneladende haft svært ved at leve op til, selvom deres biler ironisk nok har været brandet med ordene "Clean Diesel" i USA, lyder det fra Torben Arent, som er Nyhedsredaktør på FDM's magasin Motor.

De berørte dieselmotorer har motorkoden EA189 og er blevet produceret siden 2009. I alt 11 millioner biler skulle være berørt af sagen, lyder det fra VW selv.

Se også: Vagthund undersøger mulig fusk med VW-aktier

Bilerne er ellers udstyret med en såkaldt NOx-fælde, som skal opfange de sundhedsfarlige NOx'er, men det kræver brændstof at bruge den. At sænke brændstofforbruget på gaden kan have været en af grundene til, at VW indbyggede snydeprogrammet.

Et andet incitament kan have været at forbedre bilens moment og acceleration, som forringes, når snyde-programmet aktiveres og sørger for at reducere udledningen.

En software-funktion i bilens motorstyring er sat op, så den kan registrere, når den bliver testet.

- I forvejen findes der en række funktioner i motorstyringen, som under forskellige forhold går ind og regulerer ting som motorens præstationer og rensningssystemer - herunder partikelfilter og katalysator, lyder det fra Torben Arent.

Motorstyringen må godt skrue lidt op og ned under forskellige forhold. Men det skal være dokumenteret, at funktionen er der, og hvad den gør godt for, forklarer Torben Arent.

Se også: Volkswagen i Danmark er rystet og afventer tysk svar

- Men denne funktion var hverken anmeldt eller godkendt og havde tilsyneladende kun ét formål - nemlig at snyde ved at detektere, når den blev testet.

- Hvordan kan det lade sig gøre?

- Det er en meget smart funktion. I USA tager man bilen op på et rullefelt og kører i nogle minutter i forbindelse med typegodkendelsen, ligesom man gør mange andre steder. Men VW har simpelthen lært bilen at opdage, når den bliver testet. Så hvis rattet står ligeud, og bilen bliver udsat for en helt bestemt kørecyklus samt et bestemt lufttryk, så går den i et særligt program og opfører sig som det rene søndagsbarn.

Danmark rystet
Bilproducenten i Danmark har endnu ikke klarhed over, om også danske biler er solgt med det program, der sminker på bilernes forurening.

- Vi er selvfølgelig rystede over denne sag. Men vi er nødt til at få klarhed, før vi kan melde os på banen,« siger Søs Righolt Ilum, pressechef for Volkswagen i Danmark til Ritzau.

Kontoret i Danmark afventer svar fra hovedkvarteret i Wolfsburg om, hvorvidt biler er solgt med det snydende software i Danmark.

- Som dansk importør sidder vi og tripper for at kunne melde ud over for vores kunder, for det skylder vi dem.

Den udskældte software er ikke installeret i nye dieselbil-modeller, og salget i Danmark er ikke påvirket af sagen, melder pressechefen.

- Jeg har talt med vores salgschef, og der er ingen mærkbar ændring af salget i Danmark, siger Søs Righolt Ilum.

Der kører omtrent 250.000 Volkswagen-biler rundt i Danmark - det spænder fra årtier gamle modeller til helt nye.

Volkswagen er ude i et internationalt stormvejr, efter at det er kommet frem, at bilformaet har fusket med forurening. Foto: AP/ Fabian Bimmer Samfund - 23. sep. 2015 - kl. 11:52 Volkswagen: Sandsynligvis svindler-software i Danmark

92 kommentarer
Vis kommentarer