Volkswagen smider 1,3 milliarder efter batterifirma

Volkswagen-koncernen investerer yderligere 200 millioner dollars i en amerikanske batterispecialist

Volkswagen vil sammen med firmaet QuantumScape udvikle nye batterier, som er bedre og mere effektive end de nuværende litium-ion-batterier. Foto: Volkswagen
Volkswagen vil sammen med firmaet QuantumScape udvikle nye batterier, som er bedre og mere effektive end de nuværende litium-ion-batterier. Foto: Volkswagen

Volkswagen-koncernen øger sin aktiepost i firmaet QuantumScape og investerer yderligere 200 millioner dollars i den amerikanske batterispecialist.

Målet er sammen at udvikle solid-state-batteriteknologi, der i fremtiden potentielt vil forlænge rækkevidden og forkorte ladetider for elbiler markant.

Det oplyser Volkswagen i en pressemeddelelse.

- Vi gør teknologiske fremskridt sammen med vores partner QuantumScape. Den ekstra investering vil effektivt styrke og accelerere vores fælles udviklingsarbejde, siger Thomas Schmall, bestyrelsesformand for Volkswagen Group Components, og som har ansvaret for batterier.

Se også: Volkswagens hypede elbil er meget forsinket: Flere funktioner virker ikke

Bedre batterier
Volkswagen-koncernen og QuantumScape har samarbejdet siden 2012, og fra 2018 har samarbejdet især været med henblik på at udvikle solid-state-batterier til masseproduktion.

Solid-state-batterier betragtes som en af de mest lovende teknologier inden for den næste generation af elbiler.

Med den samme fysiske størrelse batteri som de nuværende litium-ion-batterier bliver det i fremtiden muligt at producere elbiler med solid-state-batterier, der har samme rækkevidde som en bil med en konventionel drivlinje. Samtidig vil ladetiderne blive markant reduceret.

- Volkswagen gør e-mobilitet mainstream. En stærk position indenfor batterier spiller en afgørende rolle i den henseende, siger Frank Blome, som er chef for battericelle-fremstilling i Volkswagen Group.

- Vi sikrer vores globale forsyning med effektive producenter, en gradvis opbygning af produktionsapparatet og driver udvikling af avanceret solid-state batteriteknologi. Vores fokus i denne sammenhæng er på langsigtede strategiske partnerskaber, siger han.

Volkswagen-koncernen er i forvejen den største aktionær i QuantumScape med en investering på 100 millioner dollars. En yderligere investering på næsten 200 millioner dollars og en øget aktiepost i QuantumScape er stadig underlagt forskellige betingelser. Begge partnere planlægger at etablere et pilotanlæg, og planerne forventes at blive mere konkrete i løbet af dette år.

Se også: Volkswagen smider 17 milliarder efter startup

115 kommentarer
Vis kommentarer