Volkswagens hypede elbil er meget forsinket: Flere funktioner virker ikke

Leveringen skulle være begyndt i foråret, men kunderne til VW ID.3 må vente til efteråret med at få deres nye elbil - som endda har mangler

VW ID.3 er flere måneder forsinket, men nu er der sat dato på, hvornår elbilerne kan leveres til kunderne, der dog må finde sig i mangler på bilerne. Foto: Volkswagen
VW ID.3 er flere måneder forsinket, men nu er der sat dato på, hvornår elbilerne kan leveres til kunderne, der dog må finde sig i mangler på bilerne. Foto: Volkswagen

Volkswagen har store forhåbninger til deres spritnye elbil med navnet ID.3, men de lader kunderne vente. De første eksemplarer af elbilen skulle have været leveret til kunderne i foråret, men sådan gik det ikke.

Leveringerne blev forsinket, og først nu har Volkswagen sat dato på, hvornår ID.3-bilerne kan komme ud til kunderne.

Det skriver Volkswagen i en pressemeddelelse.

Her skriver Volkswagen, at de første biler vil blive leveret i begyndelsen af september, men faktisk gælder det kun for de 30.000 europæiske kunder, der i efteråret 2019 skrev sig op til en særlig 1st Edition af ID.3.

Ydermere gælder det også, at vil man som en af de 30.000 have sin nye elbil i september, må man finde sig i, at det ikke er alle funktionerne på bilen, der virker. Således oplyser Volkswagen, at de kunder til 1st Edition, som gerne vil have den leveret i begyndelsen af september, skal affinde sig med, at app-kommunikation samt en speciel afstandsfeature i head-up-displayet endnu ikke virker.

Har man lidt mere tålmodighed, kan man vælge at få sin ID.3 1st Edition leveret i 'fjerde kvartal 2020'. I så fald vil alle funktioner virke, når man får nøglerne til sin nye elbil.

Se også: De er Danmarks billigste elbiler: Nu er de udsolgt

Højst usædvanligt
Hos den danske bilejerorganisation FDM kalder men det 'højst usædvanligt - og muligvis første gang,' at en bilproducent sender nye biler ud til kunderne, velvidende at bilerne har mangler.

Ifølge FDM viser det, at Volkswagen har travlt med at få bilerne leveret, og det hænger blandt andet sammen med, at flere af bilerne er produceret for lang tid siden, hvorfor de vil være 10 måneder gamle, når de faktisk leveres til kunderne.

Over for FDM understreger den danske Volkswagen-importør dog, at det ikke vil gøre sig gældende for de danske kunderne.

- Produktionen af danske kundebiler begyndte ifølge den danske importør i april, skriver FDM.

Når de første 30.000 1st Edition-udgaver er blevet leveret til de europæiske kunder, kan alle andre bestille en ny ID.3. Det er dog uvist, hvornår de kan leveres herhjemme i Danmark.

ID.3 fås med mulighed for at vælge mellem tre størrelser af batterier.

Billigste model kommer med et 45 kWh batteri, der giver en rækkevidde på 330 km. Denne koster fra 279.990 kroner, og prisen inkluderer service- og reparationsabonnement, som gælder 5 år/100.000 km samt en 'CLEVER Unlimited'-aftale, der inkluderer en hjemmeladeboks og ladebrik til Clevers netværk af offentlige ladestandere.

Ved siden af den kommer der en version med et 58 kWh batteri, der yder en rækkevidde på op til 420 km, og topmodellen kommer med et 77 kWh batteri og en rækkevidde på op mod 550 km.

Takket være mulighed for hurtigladning og en ladekapacitet på 100 kW, kan ID.3 tanke cirka 290 kilometer rækkevidde på kun 30 minutter.

Se også: Tyskland kræver ladere til elbiler på ALLE tankstationer

160 kommentarer
Vis kommentarer