Volkswagens vilde planer: Sådan vil de gøre elbiler til det foretrukne valg

Volkswagen vil sænke omkostningerne, så elbiler bliver så økonomisk overkommelige som muligt

Fremtidens elbilbatterier skal være billigere og give længere rækkevidde, lyder det fra Volkswagen. Foto: Volkswagen
Fremtidens elbilbatterier skal være billigere og give længere rækkevidde, lyder det fra Volkswagen. Foto: Volkswagen

Det skorter ikke på ambitioner og nyheder, når det gælder den tyske bilgigant Volkswagen og elbiler.

Koncernen bag Volkswagen har for nyligt på sin første såkaldte Power Day præsenteret køreplanen for, hvordan de to områder batterier og opladning skal udvikles frem mod 2030.

Det oplyser Volkswagen Danmark i en pressemeddelelse.

Målet for Volkswagen er at sænke batteriernes kompleksitet og omkostninger markant for at gøre elbiler mere attraktive og økonomisk overkommelige for så mange mennesker som muligt.

Alene i Europa skal der frem mod slutningen på dette årti opføres seks gigafabrikker med en samlet kapacitet på 240 GWh. Derudover vil koncernen lancere én fælles standardcelle til elbiler, som skal reducere batteriomkostningerne med op til 50 procent.

- Vores målsætning er at sænke batteriernes omkostninger og kompleksitet og samtidig øge deres rækkevidde og effekt, siger Thomas Schmall, som er Volkswagens øverste tekniske chef.

- Det gør endegyldigt den elektriske mobilitet økonomisk overkommelig og til den primære drivlinjeteknologi, siger han.

En af Volkswagens elbiler er ID.4. Se en præsentation af den bil her

Nu vil de genbruge batterier til elbiler

Nye lynladere
Blandt de mange nyheder er blandt andet, at Volkswagen frem mod 2025 i samarbejde med forskellige partnere vil etablere 18.000 offentlige opladningspunkter med lynopladere i Europa. Det svarer til en femdobling i forhold til i dag og cirka en tredjedel af det forventede samlede behov på kontinentet i 2025.

Hypet elbil er en gennemført familiebil: Men har den fortjent sin titel?