Volvo giver livstidsgaranti på reservedele

Der er dog visse forpligtelser i forbindelse med garantien

Får man installeret en original Volvo-reservedel i sin Volvo, udsteder den svenske bilproducent nu en livstidsgaranti. Foto: Volvo
Får man installeret en original Volvo-reservedel i sin Volvo, udsteder den svenske bilproducent nu en livstidsgaranti. Foto: Volvo

En livstidsgaranti på reservedele på en bil lyder næsten som noget, der er for godt til at være sandt. Ikke desto mindre er det netop, hvad Volvo Car Danmark fra 15. juni giver sine kunder på originale reservedele anvendt ved reparationer på et autoriseret værksted.

Med andre ord vil det sige, at hvis en sensor eller lignende går i stykker på din bil, skal du kun betale for at få den udskiftet første gang. Hvis den går i stykker igen, vil Volvo betale for udskiftningen.

Det oplyser Volvo Danmark i en pressemeddelelse.

Hvis der opstår en fejl, udføres reparation og udskiftning af delen gratis, uanset hvilket autoriseret Volvo personbilværksted kunden besøger. Volvo Cars garanterer desuden, at alle reservedele, der er monteret på et autoriseret Volvo-værksted, vil være uden defekter i hverken materialerne eller udførelsen.

Se også: Dette bilmærke er vi mest tilfredse med

Må ikke skifte ejer
Som det er med den slags garantier, er der et par betingelser, som man skal leve op til.

Et af kravene er blandt andet, at din Volvo ikke må skifte ejer. Det vil sige, at garantien ikke kan følge med over til en ny ejer, og derfor kan du altså ikke bruge det i en eventuel salgssituation af din bil.

Derudover er det - naturligvis - et krav, at man bruger et autoriseret værksted, så Volvo ved, at alt er foregået efter bogen.

Derudover gælder det også, at garantien ikke gælder de såkaldte sliddele som eksempelvis bremseklodser.

Garantien dækker selve arbejdet på værkstedet samt den defekte reservedel.

I 2018 introducerede Volvo Car Danmark et koncept kaldet 'Volvo Personal Service (VPS)' på sine værksteder. Konceptet, hvor kunden har sin egen faste tekniker, har været medvirkende til, at Volvo Cars nu har nogle af de mest tilfredse kunder i den danske bilindustri ifølge Autoindex’ store undersøgelse.

Se også: Bilgigant vinder for 18. år i træk: Her får du den bedste kundeservice

138 kommentarer
Vis kommentarer