Volvo har fået grønt lys til at teste selvkørende biler på offentlig vej

De svenske myndigheder har besluttet at udvide Volvos muligheder for at teste selvkørende teknologi i Göteborg

Volvos selvkørende biler må ikke overstige 60 km/t., skifte vejbane eller køre på veje med fodgængere og cyklister. Foto: Volvo
Volvos selvkørende biler må ikke overstige 60 km/t., skifte vejbane eller køre på veje med fodgængere og cyklister. Foto: Volvo

Selvkørende biler vil med stor sandsynlighed indtage motorvejene omkring Göteborg inden længe.

Svenske Transportstyrelsen har givet landets største bilproducent, Volvo, grønt lys til at teste selvkørende biler på veje i og omkring byen. Det er første gang, man giver personbiler lov til at teste teknologien på offentlig vej i Sverige, skriver myndigheden i en pressemeddelelse.

Godkendelsen er et resultat af lang tids forhandlinger mellem Volvo og Transportstyrelsen, og afgørelsen giver derfor umiddelbart anledning til positive miner hos bilproducenten.

- Dette er en af de afgørelser, vi har brug for på vejen mod selvkørende biler, hvilket naturligvis er positivt, siger Johan larsson, der er kommunikationsansvarlig for Volvos afdeling for selvkørende teknologi, til Di Digital.

Altid én hånd på rattet
Volvo får dog ikke frie tøjler under de nye, offentlige testkørsler. Producenten skal ifølge Di Digital overholde en række krav, der blandt andet indebærer at holde sig til veje, hvor der ikke er fodgængere og cyklister.

Mediet har fået indsigt i Transportstyrelsens afgørelse, og her fremgår det angiveligt, at motorvejene E20 og E45 er blandt de godkendte strækninger sammen med hovedvej 40.

Myndigheden kræver også, at der altid er en chauffør i køretøjet, der overvåger teknologien og har mindst én hånd på rattet. Og så må bilen ikke skifte bane eller køre hurtigere end 60 km/t. i selvkørende tilstand. 

For at sikre sig, at Volvo holder sig inden for disse krav, vil Transportstyrelsen foretage løbende kontrol af testkørslerne og have tilsendt risikovurderinger fra bilproducenten.

Se også: Trafiklysene skal ned, hvor mobilbrugerne kigger

Chaufføren skal Volvo-testkører
Det var sandsynligvis ikke helt det, Volvo havde drømt om. Producentens udviklingsprogram 'Drive Me', fik tilbage i juni afslag på at lade omkring 100 almindelige familier testkøre de selvkørende biler. 

Allerede dengang lød Transportstyrelsens krav, at der skulle være en Volvo-medarbejder bag rattet under test. Og det ser ud til at stå ved magt. I hvert fald er det ifølge Di Digital et af kravene i den nye afgørelse, at det er en uddannet Volvo-testkører, der fører bilen under forsøgene på offentlig vej.

Hvordan Volvo i stedet vil udnytte den nye tilladelse, er endnu ikke klart.

- Vi er hverken tilfredse eller utilfredse, nu er afgørelsen på plads og så må vi se, hvor den bringer os hen, siger Johan Larsson fra Volvos afdeling for selvkørende teknologi til Di Digital.

Volvo har et erklæret mål om at have sin første selvkørende bil klar i 2021.

Se også: Ford bygger politibiler, der sniger sig frem i 'stealth-mode'

7 kommentarer
Vis kommentarer