VW fremlægger vildt bud på fremtidens billys

Det interaktive lys kan for eksempel projicere linjerne på en parkeringsplads

Ny lysteknologi kan i fremtiden være med til at hjælpe bilisten og samtidig tydeliggøre dennes intentioner for andre trafikanter. Foto: Volkswagen
Ny lysteknologi kan i fremtiden være med til at hjælpe bilisten og samtidig tydeliggøre dennes intentioner for andre trafikanter. Foto: Volkswagen

Du kører på motorvejen og skal trække til venstre for at foretage en overhaling.

Men i stedet for at markere vejbaneskiftet ved at blinke med venstre baglygte, som du er vant til, får du din bil til at projicere et hologrammotiv ned på asfalten: Tre store advarselstrekanter viser dine intentioner for de bagvedkørende og får samtidig kørebanen til at ligne noget fra et bilspil til PlayStation.

Det er blot ét af en række eksempler på, hvordan fremtidens billys kan komme til at tage sig ud, hvis man skal tro Volkswagen. Den tyske koncern, der de seneste år har haft nok at se til med Dieselgate-skandalen, åbnede for år tilbage et udviklingscenter med fokus på lysteknologi på sin fabrik i Wolfsburg.

Nu har forskerne fremvist deres resultater på en international workshop.

Langt lys bliver lettere
Et andet eksempel på, hvad det nye lyssystem er i stand til har med parkering at gøre. Her skal man forestille sig, at det er mørkt udenfor, og man eksempelvis ønsker at bakke ind i en smal parkeringsbås.

Igen kan de interaktive baglygter projicere et motiv ned på asfalten – i dette tilfælde tegner de en bås, som kan ses i sidespejlene.

Foto: Volkswagen
Foto: Volkswagen

Forlygterne kan desuden tegne kørebanen op, så den er lettere at se om natten. Og så er der angiveligt også en lille revolution på vej, hvad angår det lange lys til brug om natten.

Volkswagen mener i hvert fald at være tæt på at udvikle et langt lys, som, når det detekterer en forankørende bil, simpelthen blokerer denne fra at blive lyst på – dermed kommer det til at ligne, at man kører rundt med små censurbjælker foran sig.

Samme forlygter vil også være på udkig efter fodgængere, cyklister og dyr, der befinder sig i svag belysning, og oplyse dem for bilisten.

Se også: Rækkevidden er der snart: Nu gælder det elbilernes næste store akilleshæl

Begynder med VW Touareg
Volkswagen er også ved at udvikle et advarselslys til brug i situationer, hvor der er sket et trafikuheld. Her er idéen at lave et lys, der signalerer for bagvedkørende, at en ulykke venter forude, og at det snart er nødvendigt at bremse.

Den første bil til, der kommer til at indeholde dele af de ovennævnte funktioner, bliver Volkswagen Touareg. De nye lyssystemer gør brug af op mod 30.000 lyspunkter.

Ifølge Volkswagen er formålet med de interaktive for- og baglygter at øge trafiksikkerheden.

Se også: Var indlagt på hospitalet: Så smadrede myndighederne hans BMW

35 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere