Den tyske bilgigant Volkswagen (VW) er hårdt ramt af forsyningsproblemer, som blandt andet skyldes manglen på mikrochips, og derfor er der på VW's fabrik i Wolfsburg kun blevet bygget omkring 300.000 biler indtil videre i år.
Det er det laveste antal siden år 1958 og meget lavere volumen end før coronapandemien.
Det skriver Reuters, som har oplysningerne fra kilder med kendskab til produktionen.
På fabrikken bliver der bygget modeller som Volkswagen Golf, Tiguan og desuden modeller for Seat. I årene op til pandemien blev der gennemsnitligt bygget omkring 780.000 biler årligt på fabrikken.
I 2018 meldte VW ud, at målsætningen var at bygge en million biler årligt på fabrikken, men forsyningsproblemer resulterede i, at der i 2020 kun blev bygget 500.000 biler på Wolfsburg-fabrikken. Det antal ser på grund af den globale chipmangel ud til at falde yderligere i år.
VW selv forventer ifølge Reuters, at de verserende problemer med forsyningskæden vil række et godt stykke ind i år 2022.
Lukker for produktionen
Bilproducenten Skoda, som er ejet af Volkswagen Group, meldte mandag ud, at de vil lukke ned for produktionen i 14 dage på grund af manglen på mikrochips.
- Skoda Auto har haft problemer med en stor mangel på nødvendige komponenter, hvilket har tvunget virksomheden til at begrænse produktionen gevaldigt i de seneste par uger, lød det i den forbindelse fra Tomas Kotera, som er talsperson for Skoda.
Tidligere på året lukkede Volkswagen selv ned for produktionen af nye biler på flere fabrikker.