VW har sat strøm til ikonisk flipperbus fra 1962

Et gammelt Type 2-rugbrød er blevet ført ind i nutiden af Volkswagens egne teknikere

VW Type 20 drives frem af en elmotor og et batteri på 10 kWh. Til sammenligning har den nye Renault Zoe et batteri på 52 kWh. Video: Volkswagen USA

En Volkswagen af ældre dato, som man kan tale til, og som er i stand til at kommunikere tilbage.

Hvis man er bekendt med filmkarakteren Herbie eller filmserien Transformers, så kan den idé måske lyde en anelse bekendt, men det har ikke stoppet Volkswagen USA fra selv at give den et skud mere.

Resultatet er konceptbilen Type 20. Den afviger fra de menneskeliggjorte karakterer på det store lærred ved at være bygget på en Type 2 bus frem for den klassiske Boble, og så er den helt elektrisk.

Det skriver Volkswagen USA i en pressemeddelelse.

Gammel bil, ny teknologi
Bilen, konceptet er baseret på, kørte af samlebåndet helt tilbage i 1962, men den gamle forbrændingsmotor i bag er nu skiftet ud med et elektrisk alternativ, der yder 120 hestekræfter.

Type 20 har desuden fået en aktiv luftundervogn, der er udviklet af Porsche og efter sigende skal være i stand til at hæve bilen, når føreren nærmer sig.

Når denne kommer helt hen til bilen, vil et kamera scanne føreren og ved hjælp af biometrisk ansigtsgenkendelse bedømme, om vedkommende skal have adgang. Her er altså ikke længere brug for at huske den klassiske nøgle.

Er man i tvivl om, hvorvidt den elektriske bus er ladet tilstrækkeligt op til turen, kan man desuden spørge den udefra. Det vil få det store VW-logo i fronten til at lyse op, mens en computergenereret stemme svarer.

Ifølge Volkswagen er det også muligt at give bilen kommandoer fra førersædet, ligesom i mange nye biler.

Se også: Træt af turisters kø-trick: Her må du ikke længere forlade motorvejen

Elektrisk bus er på vej
Der er dog også områder, hvor Type 20 er længere fremme end nutidens biler. Bilbyggerne bag konceptet har eksempelvis benyttet en ny designproces, der med VW's egne ord 'efterligner naturlig evolution for at skabe organiske former'.

Resultatet kan ses på blandt andet fælge og sidespejle, der har fået en næsten plantelignende struktur.

Artiklen fortsætter under billederne ...

Det er dog ikke kun for designets skyld, man har valgt at benytte teknikken. Ifølge Volkswagen giver den mulighed for at sænke vægten uden at gå på kompromis med materialernes styrke.

Volkswagen USA har bygget Type 20 for at markere udvidelsen af sit udviklingscenter i Silicon Valley. Der er derfor ingen planer om at tilbyde lignende ombygninger til private.

Er man lun på et elektrisk rugbrød, er der dog håb forude. Volkswagen arbejder nemlig på en elektrisk bus kaldet ID. Buzz, der i lighed med Type 20 forbinder rugbrødets klassiske charme med nutidens teknologi.

Se også: Tilbagekalder 855 biler i Danmark: Hjulet kan falde af

30 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere