Afsløret af privat besked

Personlige beskeder sendt fra fupfirmas ejer viser, at folkene bag var helt klar over, at deres kontrakter var problematiske. Men i stedet for at løse problemet, blev kontrakterne gjort markant dyrere

Se her, hvorfor sagen om Marketing Saver er alvorlig og handler om mere end blot dette firma. Videoreportage: Ekstra Bladet TV/producer: Lasse Brøndal

TIP OS! Er du blevet snydt af Marketing Saver? Eller kender du personkredsen bag firmaet? Del din viden i en mail til tech@eb.dk. Henvendelser behandles fortroligt, hvis det ønskes

Folkene bag Facebook-firmaet Marketing Saver vidste godt, at de voldsomt omkostningstunge kontrakter, de fik deres kunder til at skrive under på, var mildest talt problematiske.

Det viser private Facebook-beskeder sendt fra Rasmus Gutfelt Skalbo, der ejer firmaet, til webdesigneren Patrick Ulsted Thagaard, der i sin fritid er moderator i den store danske Facebook-gruppe 'Iværksætter Netværk (IVN)', hvor iværksættere hjælper hinanden med tips og tricks.

Under al kritik
Patrick Ulsted Thagaard har valgt at dele beskederne med Ekstra Bladet, efter at avisen de seneste dage har beskrevet, hvordan Marketing Saver systematisk har fuppet små selvstændige erhvervsdrivende.

'Er du så færdig, der har været mange problemer,' skriver Rasmus Gutfelt Skalbo til Patrick Ulsted Thagaard og fortsætter:

'Det er under al kritik, og vi har lavet kontrakterne om, vi sender til kunderne i dag.'

Dagsorden - 29. jan. 2020 - kl. 15:16 Efter Facebook-fup: Smidt ud af inkassofirma

Tvivlede på historierne
Beskederne bliver udvekslet, efter Patrick Ulsted Thagaard er blevet opmærksom på, at Marketing Saver på 'Iværksætter Netværk (IVN)' er blevet kritiseret voldsomt for deres udspekulerede salgsmetoder og kontrakter.

- Jeg er moderator i gruppen og kender Rasmus Gutfelt Skalbo fra tidligere, derfor skrev jeg direkte til ham for at høre ind til sagen, forklarer Patrick Ulsted Thagaard.

Foruden at være ildsjæl i netværket af iværksættere, har Patrick Ulsted Thagaard solgt hjemmesider til Rasmus Gutfelt Skalbo.

- Jeg opfordrer dem til at svare på de kritiske opslag, der er kommet, hvis kritikken er ubegrundet, nu hvor de ser ud til at lave deres kontrakter om, siger Patrick Ulsted Thagaard.

Til det svarer Rasmus Gutfelt Skalbo, at 'der har 100 % være noget miskommunikation med kunderne'.

Skærmdump fra Rasmus Gutfelt Skalbo og Patrick Ulsted Thagaards Facebook-chat 16. oktober.
Skærmdump fra Rasmus Gutfelt Skalbo og Patrick Ulsted Thagaards Facebook-chat 16. oktober.
 

Gutfelt forsikrer, at kunderne har skrevet under på kontrakterne, men:

'Det vi har erfaret har bare været, at kunderne simpelthen ikke kan huske det, da sælgerne vækker deres følelser lidt for meget. Altså nogle personer kan slet ikke huske, at de har sagt ja til at få tilsendt en kontrakt, fordi deres 'impulser' er blevet vækket for meget,' lyder det fra Rasmus Gutfelt Skalbo.

Skærmdump fra Rasmus Gutfelt Skalbo og Patrick Ulsted Thagaards Facebook-chat 16. oktober.
Skærmdump fra Rasmus Gutfelt Skalbo og Patrick Ulsted Thagaards Facebook-chat 16. oktober.
 

Her er bagmændene

1 af 3  Casper Dzienis blev student i 2018. Siden 25. november 2019 har han siddet som direktør i Marketing Saver. Privatfoto
2 af 3  Arvin Mazaheri har tidligere fået tvangslukket et firma som Marketing Saver, hvor flere kunder også følte sig taget ved næsen. Privatfoto
3 af 3  Rasmus Gutfelt Skalbo er den mest snaksaglige af folkene bag Marketing Saver. Sammen med Arvin Mazaheri ejer han firmaet. Privatfoto

Skruede op for kontrakterne
Beskederne er udvekslet 16. oktober 2019, og på daværende tidspunkt tager Patrick Ulsted Thagaard Gutfelts ord for gode varer.

Men i flere af de kontrakter, der er indgået før og efter 16. oktober 2019, og som Ekstra Bladet er i besiddelse af, er vilkårene ikke blevet mere lempelige. Tværtimod er kontrakterne blevet flere sider længere og mere omkostningstunge.

Således fremgår det af en kontrakt indgået 2. september med den personlige træner Jens Rosenkrantz, at han med sin underskrift binder sig til et 36 måneder langt abonnement til en månedlig pris af 2500 kroner med en tre måneder lang opsigelsesperiode.

Men af en kontrakt indgået 17. oktober - dagen efter korrespondancen, hvor Rasmus Gutfelt Skalbo lovede bod og bedring - er bindingen pludselig skruet op til 60 måneder med samme månedlige pris, som kontrakten indgået i september med Jens Rosenkrantz.

Præcis hvornår kontrakten bliver ændret, er uvist.

Arvin Mazaheri har tidligere fået tvangslukket et firma som Marketing Saver, hvor flere kunder også følte sig taget ved næsen. Privatfoto Dagsorden - 29. jan. 2020 - kl. 12:36 Kunder målløse over Facebook-firma: Nu er det slettet

Se og hør her hvordan fupnummeret er skruet sammen. Videoexplainer: Solfinn Hughes /research: Heine Jørgensen og Jonas Skov Nielsen

Jura professorer rynker på næsen

Ekstra Bladet har fremlagt Marketing Savers forretningsmetoder for Anders Ørgaard og Birgit Liin, der begge er professorer, ph.d. ved henholdsvis Aarhus Universitet og Aalborg Universitet.

Ud fra det materiale de er blevet forelagt i sagen, vurderer de begge, at Marketing Savers kan være på kant med markedsføringslovgivningen.

- Vejleder sælgeren de små erhvervsdrivende mundtligt i modstrid med kontraktens ordlyd, så er det min vurdering, at der er tale om vildledende markedsføring, lyder det fra professor Birgit Liin.

Også Anders Ørgaard hæfter sig ved de mange måneders binding og den høje månedlige ydelse, der gemmer sig langt nede i kontrakten, som står i skærende kontrast til Marketing Savers telefoniske løfter.

- Som jeg får sagen fremstillet, vil aftalen om bindingen hverken være bindende eller gyldig. Det betyder, at iværksætterne ikke er forpligtet til at betale, lyder vurderingen fra Anders Ørgaard.

- Det er forkasteligt
Patrick Ulsted Thagaard er rystet, efter han er blevet bekendt med Rasmus Gutfelt Skalbo og hans firmas metoder.

- De her bagmænd malker små, uerfarne erhvervsdrivende, der fejlagtigt stadig opfatter sig som private forbrugere og ikke som virksomheder, lyder det fra Patrick Ulsted Thagaard, der via 'Iværksætter Netværk (IVN)' forsøger at støtte danskere med mod på at springe ud i tilværelsen som selvstændige.

- Ofrene her er slet ikke klar over, at der gælder nye regler, og det udnytter Gutfelt & Co. De hopper over, hvor gærdet er lavest. Det er barnligt. Det er forkasteligt, siger han.

Ekstra Bladet har i forbindelse med denne artikel været i telefonisk kontakt med Rasmus Skalbo Gutfelt. Han gør det klart, at han ikke ønsker at kommentere Ekstra Bladets historier.

Herunder kan du læse hele kontrakten fra Marketing Saver og se de fælder, som bagmændene har bygget ind i den. Klik på de gule felter for en nærmere forklaring:

TIP OS! Er du blevet snydt af Marketing Saver? Eller kender du personkredsen bag firmaet? Del din viden i en mail til tech@eb.dk. Henvendelser behandles fortroligt, hvis det ønskes

103 kommentarer
Vis kommentarer