Kom i kontakt med journalisten på sikker mail - forkerte@protonmail.com
Flere kommuner, men særligt Tårnby, har brugt den stærkt kritiserede psykolog Michael Adam Guul til at lave forældreevneundersøgelser. Undersøgelser, der har været med til at afgøre, om børn er blevet tvangsfjernet eller ej.
Tårnby Kommune har fastholdt, at de ikke havde grund til bekymring i forhold til psykologens arbejde før nu, men beskeder afslører, at kommunens familiechef i 2019 kaldte psykologen for 'psykopat'.
Hun skrev også, at psykologen havde 'snøret' ledelsen. Alligevel undersøgte hun ikke hans arbejde nærmere.
Artiklen fortsætter under faktaboksen...
'Fyldt os med lort'
Ekstra Bladets podcastserie 'I de forkerte hænder' har afdækket, hvordan flere af Michael Adam Guuls rapporter over forældre kaldes fup og fidus, og at både han og Tårnby Kommune - fejlagtigt - præsenterede ham som læge over for familier.
I 2019 blev kommunen gjort opmærksom på psykologens manglende lægeuddannelse. Alligevel fattede de ikke mistanke før Ekstra Bladets afsløringer. Heller ikke selvom kommunelederen, der facilieterede samarbejdet, allerede i 2019 skrev følgende:
'Det har været svært for os i ledelsen at holde ud, at vi er blevet så grundigt snøret af den mand.'
'Tænk han har fyldt os i afdelingen med så meget lort.'
Beskederne er sendt til psykologens tidligere kæreste og sekretær, Sophie Madsen. Hun fortæller, at hun ringede til chefen i 2019 for at advare om sjusk i de indgribende rapporter, og at det førte til korrespondancen.
'Så vildt og mig der altid har troet jeg kunne spotte psykopater – vor herre bevares,' skriver lederen også i beskederne til den tidligere sekretær.
Artiklen fortsætter under billedet...
Frustration over tredje part
Ekstra Bladet har ikke kunnet få et interview med den pågældende leder, men kommunens forvaltningschef forklarer, at beskederne handler om, at Michael Adam Guul fortalte usandheder om sig selv og medarbejdere i afdelingen.
- Hvordan har han snøret jer?
- Det er et udsagn, der kommet i en samtale mellem to personer, der begge to er meget frustreret over en tredje person. Og Karin Støvring (chefen red.) er jo overrasket over de ting, hun hører fra en tidligere kæreste.
- Men hvordan er det at snøre nogen?
- Det ved jeg ikke. Det er jo den dialog, der har været mellem de to.
- Hvis chefen ligefrem kalder ham psykopat og siger, at han har snøret ledelsen - hvorfor giver det så ikke anledning til at undersøge hans arbejdet?
- Jeg kan kun svare, at på det tidspunkt gav det ikke nogen anledning til, at der var bekymringer om det faglige niveau
- Hvorfor ikke?
- Det ved jeg ikke
Artiklen fortsætter under vidoen...
Vidne i straffesag
Sekretæren og kæresten Sophie Madsen kom i slutningen af 2018 væk fra psykologen. Siden har han haft et polititilhold imod hende, fordi han kom med trusler mod hende og hendes familie.
Michael Adam Guul er i forbindelse med tilholdet anklaget for at have forsøgt at få en kommunal medarbejder til at slå Sophie Madsens adresse op. Denne medarbejder er selvsamme chef fra Tårnby Kommune.
Men heller ikke denne finte fik kommunen til at stille spørgsmålstegn ved psykologens indgribende rapporter.
- Det gør jo ikke, at man nødvendigvis - på det tidspunkt - tænker, at der også er noget galt i alt det arbejde, der er lavet. Det er ikke nødvendigvis, man tænker, at der er en relation mellem det, lyder forklaringen fra kommunens forvaltningschef Henriette Krag.
- Hvis en chef bliver opmærksom på, at den psykolog, man har brugt i følsomme sager, har et polititilhold mod en ung kvinde, og at han ligefrem prøver at få den selvsamme chef til at slå hendes adresse op; hvorfor tænker man så ikke 'er der noget, vi bør tjekke op på?'
- Det kan jeg ikke svare på.
Siden interviewet har Tårnby Kommune igangsat to uvildige undersøgelser, hvoraf den ene skal undersøge de sager, Michael Adam Guul har været involveret i, mens den anden skal afdække forholdene i familieafdelingen.
Michael Adam Guul selv har afvist al kritik med den overordnede forklaring, at der er tale om en sammensværgelse imod ham. Hans advokat påpeger, at Michael Adam Guul ikke er sigtet for noget strafbart i relation til børnesager. Michael Adam Guul er dog tiltalt for vold, trusler og afpresning mod den tidligere assistent, der hjalp ham med flere rapporter.