Afsløring: Sådan narrede fupfirma Oister

Teleselskab troede, de havde lavet en salgsaftale med seriøs partner - men opgaven blev sendt videre til bagmanden bag omstridt Facebook-fupfirma

Se Arvin Mazaheri i salgstalen, der skulle lokke unge sælgere til. Sagde de ja, ventede der 'mad hver dag', men lønnen så de ikke meget til. Pr-video

TIP OS! Er du blevet snydt af Marketing Saver? Eller kender du personkredsen bag firmaet? Del din viden i en mail til tech@eb.dk. Henvendelser behandles fortroligt, hvis det ønskes.

Det er et samarbejde mellem telemarketingfirmaet SalesGroup A/S og en af ejerne af blandt andet Marketing Saver, Arvin Mazaheri, der fik salget af private Oister-abonnementer til at ende på Mazaheris kontor i Hvidovre.

- Jeg har for lang tid siden arbejdet sammen med Arvins bror og haft et rigtig godt samarbejde, dengang vi var en almindelig forretning, hvor SalesGroup bare var et callcenter.

- Og jeg har fået anbefalet Arvin af hans bror. Derfor fik Arvin lov til at ringe på vores opgaver helt som vores andre partnere. Og i det her tilfælde har han ringet på Oister-casen, hvor han skulle sælge privatabonnementer for Oister, fortæller driftsansvarlig Anders Lund fra SalesGroup til Ekstra Bladet.

Forstå fupnummeret på få sekunder. Foto/redigering: Philip Davali, privatfotos/Sólfinn Hughes

Dagsorden - 16. feb. 2020 - kl. 20:43 Oister misbrugt i groft fupnummer

Unormal klage
Anders Lund fra SalesGroup bekræfter samtidig, hvad flere tidligere ansatte hos Arvin Mazaheri og Rasmus Gutfelt Skalbo har fortalt om Oister-salget. Nemlig at der skete en oplæring af de unge sælgere, men alene af Oister-salg og ikke det salg, der skete hos Marketing Saver.

- Jeg har været ude og give dem en oplæring i, hvad man må og ikke må, når man sælger abonnementer for Oister. Herefter kører alt ellers elektronisk og over vores interne systemer og kvalitetsafdeling.

Sagen kort

Trin 1

SalesGroup A/S lavede i 2019 en aftale med Oister om at sælge telefonabonnementer til privatkunder.

Trin 2

I stedet for at lave arbejdet selv fandt firmaet såkaldte partnere, der udfører arbejdet. En af dem er Arvin Mazaheri, der ud over Marketing Saver også driver det næsten enslydende Telemarketing Saver.

Trin 3

Formelt bliver Arvin Mazaheri derfor oprettet som sælger i SalesGroup A/S og Oisters systemer. Reelt er det en række af unge, som Arvin og hans forretningspartner Rasmus Gutfelt Skalbo hyrer via annoncer på blandt andet Facebook.

Trin 4

Arvin eller en af hans betroede udnytter Oister-aftalen samtidig til at finde og lokke mindre virksomheder til at tale med Rasmus om Facebook-hjælp for 99 kroner om måneden. Den reelle regning er dog op til 150.000 kroner og nogle gange det dobbelte.

Trin 5

De tidligere sælgere hos både Telemarketing Saver og Marketing Saver fortæller, at de ligeledes er blevet ført bag lyset og ikke vidste, at de løj over for kunderne. Flere af sælgerne troede også, at de arbejdede direkte for Oister og ikke for SalesGroup A/S.

Dagsorden - 16. feb. 2020 - kl. 14:35 Ansatte i fupfirma: Fik salgstip fra millionsvindler

Opsiger samarbejdet
Men efter nogle ugers salg får Anders Lund pludselig et opkald fra Oister om, at en kunde har klaget.

- Den her klage var ret unormal, da kunden havde fået solgt et abonnementet på Facebook-hjælp fra Marketing Saver, som han havde fået at vide var et biprodukt til et Oister-abonnement.

Og så tager jeg selvfølgelig kontakt til Arvin for at finde ud af, hvad fanden der foregår.

Det viser sig ifølge Anders Lund, at der faktisk er foregået en grov overtrædelse af, hvad man kan tillade sig, hvis man sælger telefonabonnementer.

- Aftalen med Oister er meget nem at forstå, så hvis en sælger laver grove overtrædelser, kan han ikke ringe for Oister.

- Derfor opsiger vi selvfølgelig samarbejdet med Arvin, selvom vi forinden havde et ganske fint samarbejde med ham.

Dagsorden - 16. feb. 2020 - kl. 17:07 Vil sælge fupkontrakter for millioner

Ført bag lyset
Ifølge Anders Lund er Oister bekendt med, at Arvin Mazaheri som partner stod for salget af Oister-abonnementer.

Men hverken SalesGroup A/S eller Oister kendte til Arvin Mazaheris misbrug af aftalen, før den ramte kunde klagede, oplyser Anders Lund til Ekstra Bladet.

Oister: Helt uacceptabelt

Ledelsen i teleselskabet Oister er meget overraskede og ærgerlige over, at firmaet nu bliver indblandet i sagen om fupnummeret hos Marketing Saver.

- Det, der er sket her, strider 100 procent imod vores retningslinjer, lyder det fra selskabets presseansvarlige Rikke Juul Rokkedal Therkildsen. Hun har boret i sagen og fundet ud af, at selskabet allerede i september sidste år selv blev opmærksom på, at noget var helt galt.

- I september sidste år modtog vi én klage fra en kunde, som er blevet ringet op af Marketing Saver på baggrund af, at han har talt med en sælger fra SalesGroup A/S, som på det tidspunkt lavede telemarketing for Oister.

- Sælgeren gav indtryk af, at Marketing Saver var en del af Oister, som ville ringe ham op efterfølgende, og kunden tog derfor imod tilbuddet om en måneds gratis Facebook-hjælp uden videre og følte sig bagefter bondefanget af en kontrakt på flere år.

Også det telefonnummer, som Esmat-Ramzi Abuzaid fra Sønderborg endte med at sige ja til, stammer fra Oisters samarbejde med SalesGroup A/S.

- Vi fulgte prompte op på sagen på det tidspunkt (i september, red.), da denne praksis var totalt uacceptabel og strider mod den aftale, som vi havde med vores eksterne telemarketingbureau. Den pågældende medarbejder, som stod bag salget, blev efterfølgende opsagt, og alle var enige om, at den opførelse var uacceptabel.

Sporet endte blindt
Det samme gælder det salgspitch, som Rasmus Gutfelt Skalbo delte med de unge ansatte og sagde stammede fra Oister.

- Vi har som sagt aldrig haft noget med Marketing Saver at gøre og har derfor selvsagt heller ikke sendt folk ud for at træne dem.

- Det fremsendte salgspitch er heller ikke noget, der stammer herfra, og det stemmer langt fra overens med vores salgsmaterialer.

I slutningen af 2019 opsagde Oister i øvrigt sit samarbejde med SalesGroup A/S, men havde forinden fået en forsikring om, at selskabet intet kendte til Marketing Saver.

- Alle tilbagemeldinger er, at de intet kender til dem. Heller ikke på det tidspunkt.

Sagen kort

Ekstra Bladet har de seneste uger afsløret, hvordan en lang række mindre virksomheder er blevet groft fuppet til at acceptere vanvittige kontrakter fra firmaet Marketing Saver.

Det er sket ved, at sælgerne fra Marketing Saver har forsikret virksomhederne om, at de alene siger ja til at få Facebook-hjælp for 99 kroner om måneden. Den reelle regning er dog op til 150.000 kroner og nogle gange det dobbelte.

Også tidligere sælgere hos ejerne af Marketing Saver, Rasmus Gutfelt Skalbo og Arvin Mazaheri, fortæller, at de er blevet ført bag lyset og ikke vidste, at de løj over for kunderne.

De to ejere gemmer sig et ukendt sted i Spanien og nægter at tale med Ekstra Bladet.

79 kommentarer
Vis kommentarer