Afsløring: Skattejæger-Helle medejer af skattely-selskab

Helle Thorning-Schmidt har fået en toppost i FN, hvor hun skal bekæmpe skattely. Men hun ejer selv andele i et selskab med direkte forbindelse til skattely

Henrik Qvortrup fortæller om Helles uheldige bestyrelsespost. Producer: Lasse Brøndal

Helle Thorning-Schmidt skal være FN's nye skattejæger-stjerne.

Men Ekstra Bladet kan nu afsløre, at den tidligere S-formand har direkte tråde til skattely gennem ejerandele i et selskab i et skattely-land. Derudover sidder hun i to bestyrelser med direkte forbindelse til skattely.

FN har ellers onsdag udpeget Thorning som formand i et nyt højniveau-panel, der skal 'sætte fokus på de massive globale udfordringer med skatteunddragelse, skattely og korruption.'

Thorning-Schmidt ejer imidlertid selv 15.000 ejerandele i selskabet Safelane Global Holdings Limited, der er registreret i skattelyet Jersey i Den Engelske Kanal. Det viser en redegørelse indleveret til det lokale selskabsregister.

Thorning sidder også i bestyrelsen i Safelane Global. Og for blot tre måneder siden - 1. november 2019 - trådte Helle Thorning-Schmidt ind i den danske bestyrelse hos Carsoe Group A/S, der også har en direkte forbindelse til skattelyet Jersey.

Kendt skattely
Ejeren bag dette selskab er det meget lidt mundrette 'Plemont Co-Investment No. 1 Separate Limited Partnership', der ligeledes er registreret på en adresse i det notoriske skattely.

- Jersey har nogle af de her karakteristika, som typisk er kendetegnende for det, man i daglig tale kalder et skattely. Blandt andet har de lav eller ingen selskabsbeskatning. For nogle selskaber er der en skattesats på nul, og typisk er der ikke nogen kildeskat på udgående udbytte. Det vil sige, man kan trække pengene ud uden beskatning, siger Anders Nørgaard Laursen, professor i international skatteret på Aarhus Universitet, til Ekstra Bladet.

- Disse strukturer er ikke kriminelle, men det er noget, som myndighederne igennem en årrække har haft i søgelyset. Man kan bruge Jersey som et opsamlingsland, og så kanaliserer man pengene videre ud til investorerne fra Jersey, og det kan man gøre uden om beskatning på Jersey, forklarer han til Ekstra Bladet og uddyber, at Jersey i mange år er blevet brugt til at kanalisere penge ud af EU.

Thornings ene skattely-forbindelse er registreret som et såkaldt 'Separate Limited Partnership' (SLP). Netop denne selskabskonstruktion udmærker sig ved at være komplet skattefri.

- Man har at gøre med en selskabsform, der er registreret på Jersey, men der sker ikke nogen beskatning af selskabet som sådan. Et 'Sepaarate Limited Partnership' er skattemæssigt transparent, dvs. at man ikke beskatter selskabet af dets indkomst. Derimod skal ejerne af selskabet beskattes af indkomsten, siger Anders Nørgaard Laursen til Ekstra Bladet.

 

Samme bygning
Både Safelane Global Holdings Limited og Jersey-ejeren bag Carsoe Group A/S, hvor Thorning sidder i bestyrelsen, er registreret i samme bygning i den lille ø-stats hovedstad, Saint Helier.

Hjemmehørende på adressen er virksomheden Aztec Group, der reklamerer med hjælp til at oprette virksomheder og registrere sig på Jersey. Aztec Group har filialer i blandt andet Jersey, Guernsey og Luxembourg.

Det danske datterselskab, hvor Helle Thorning sidder i bestyrelsen, fungerer som et holdingselskab til de andre selskaber i Carsø-koncernen, der blandt andet producerer industri-enheder til fødevareindustrien. Selskabet blev stiftet i november 2018, så der er endnu ikke blevet indleveret årsregnskab.

Carsø-koncernen blev opkøbt i 2018 af kapitalfonden Solix, som erhversmediet InsideBusiness tidligere i kritiske artikler har kædet sammen med Helle Thorning-Schmidt.

Kofod jubler
Intet tyder på, at S-regeringen har været opmærksom på Helle Thorning-Schmidts bestyrelsesforbindelse til et lyssky skattely-land. Det var således en meget stolt udenrigsminister Jeppe Kofod (S), der onsdag kunne udpege Helle Thorning-Schmidt:

- Jeg er meget stolt over, at FN rækker ud efter dansk lederskab, når der skal findes løsninger på store globale problemstillinger som den grønne omstilling og kampen mod skatteunddragelse og skattely.

- Vi skal gribe aktivt ind over for den korrupte globale økonomiske elite, der profiterer på international skattefusk, korruption og skattely, sagde udenrigsministeren i en pressemeddelelse.

Ekstra Bladet har gennem torsdagen forgæves forsøgt at få en kommentar fra Helle Thorning-Schmidt og arbejder fortsat på sagen...

Ekstra Bladet har også forgæves forsøgt at få en kommentar Carsø-koncernen og Safelane Global.

Udenrigsminister Jeppe Kofod ønsker ikke at kommentere oplysningerne om Thorning-Schmidts skattely-forbindelse.

Aggressivt skattely

Trods sine knap 97.000 indbyggere er den britiske ø-stat Jersey blevet udnævnt til at være verdens syvende mest aggressive skattely i en opgørelse, som BBC har offentliggjort. Listen rangerer de lande, hvor det er nemmest for multinationale virksomheder at slippe for at betale skat på grund af slap – eller gunstig – lovgivning på skatteområdet.

Thorning ejer 15.000 andele i Safelane Global registreret på Jersey. Værdien af aktieposterne fortoner sig dog og fremgår ikke af selskabets afkastrapport. Kilde: Jersey Financial Services Commission
Thorning ejer 15.000 andele i Safelane Global registreret på Jersey. Værdien af aktieposterne fortoner sig dog og fremgår ikke af selskabets afkastrapport. Kilde: Jersey Financial Services Commission

Her ses Helle Thornings rolle i Safelane Global, der er registreret på Jersey. Kilde: Opencorporates
Her ses Helle Thornings rolle i Safelane Global, der er registreret på Jersey. Kilde: Opencorporates

Af registreringsattesten for Safelane Global fremgår det, at Thorning indtrådte i bestyrelsen i 2018. Kilde: Companies House
Af registreringsattesten for Safelane Global fremgår det, at Thorning indtrådte i bestyrelsen i 2018. Kilde: Companies House

562 kommentarer
Vis kommentarer