SENESTE: Arvin Mazaheri har nu skiftet navn til August Emilius Christensen
TIP OS! Er du blevet snydt af Marketing Saver? Eller kender du personkredsen bag firmaet? Del din viden i en mail til tech@eb.dk. Henvendelser behandles fortroligt, hvis det ønskes.
Ekstra Bladet har igennem de seneste uger talt med en række tidligere ansatte i Facebook-fupfirmaet Marketing Saver. En af dem var ansat, da storsvindleren Per Ulrich Karpf var forbi for at undervise.
Som Ekstra Bladet søndag afslørede, var det firmaets ledelse, der hyrede Karpf for et 'fyrsteligt' beløb. Det skete samtidig med, at de ansatte kæmpede for at få deres løn, hvilket fortsat ikke er lykkedes:
- Arvin (medejer af Marketing Saver, red.) fortalte, at der ville komme en kendt person forbi. Herefter sagde han, at personen havde siddet inde i otte år.
- Det viste sig, at vi fik salgstip fra en, der havde svindlet for millioner, siger den tidligere ansatte, der ønsker at være anonym.
- Per Ulrich Karpf pralede blandt andet med, at han havde mødt Jordan Belfort. Det er ham, de kalder Wolf of Wall Street, og Karpf har fået salgstip af ham.
- Det var de tips, han nu ville lære videre til os.
Amerikaneren Jordan Belfort blev i 1999 tiltalt og senere idømt fire års fængsel for omfattende børssvindel.
Brugte Karpf-trick
Per Ulrich Karpfs salgstricks var kærkomne.
Som Ekstra Bladet tidligere har beskrevet, benytter Marketing Saver sig netop af cold calling, når de fupper små danske erhvervsdrivende til at binde sig til uhyre omkostningstunge kontrakter.
Det skete dog, uden at de menige ansatte fik besked om, hvad de faktisk solgte. Nemlig et abonnement, der koster kunderne 150.000 kroner - og ikke blot de 99 kroner om måneden, som sælgerne var trænet i at forklare potentielle ofre.
Ville have billede slettet
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra ejerne Arvin Mazaheri og Rasmus Gutfelt Skalbo i forbindelse med deres brug af Per Ulrich Karpf som underviser.
Arvin Mazaheri har dog modtaget Ekstra Bladets besked.
Per Ulrich Karpf oplyser nemlig, at Arvin Mazaheri i forlængelse af avisens henvendelse bad Karpf om at slette Instagram-opslaget fra salgstræningen, hvilket han så gjorde.