Søbæk-koncernen indkasserer hvert år store millionbeløb fra skatteborgerne for at behandle og huse udsatte børn og unge, der er blevet omsorgssvigtet eller har svære diagnoser.
Indtil 2017 var firmaet ejet af rigmanden Erik Filthuth, og Ekstra Bladet har afsløret, hvordan han finansierede luksusinventar til sine private ejendomme gennem skolerne og opholdsstederne.
Derudover havde rigmanden private udlæg for over fire millioner kroner på bare fem år. Et forhold, som både eksperter og tidligere ansatte finder dybt mistænkeligt.
Læs også: Afsløring: Børnehjems-baron havde millionudlæg til mad og rejser
Blandt de mange, enorme udlæg er der særligt én post, der springer eksperterne og kilderne i øjnene.
- Jeg kender ingen opholdssteder, der på den måde har beklædning som en del af sine udgifter, siger Knud Aarup, der er tidligere direktør i Socialstyrelsen.
Ekstra Bladet har vist ham oversigterne over udlæg, hvoraf det fremgår, at Erik Filthuth på fem år købte tøj for 700.000 kr. med sit private dankort og fik udgifterne dækket af Søbæk.
- Hverken opholdssteder eller skoler har en bestemt uniform, som er påkrævet, og som kan forklare de her udgifter. Det kan være, der er købt lidt idrætstøj, jo. Men 700.000? Det lyder af meget, siger Knud Aarup, der er tidligere direktør i Socialstyrelsen.
Artiklen fortsætter under billedgallerierne...
Erik Filthuth ejer uoverskueligt mange ejendomme i både ind- og udland. Han har haft sin bolig ved Holbæk Fjord til salg for 21,5 mio. kr. Se paladset her.
Se nogle af de mange ark med udlæg.
Ovenfor ses fire eksempler ud af 59 udlægs-oversigter. Excel-arkene er oprettet af ‘Erik Filthuth’ ifølge filernes metadata og viser, hvor meget der skulle konteres i Erik Filthuths forskellige virksomheder.
Børn fik tøjpenge
Også Kim Jacobsen, der har 30 års erfaring med revision af sociale tilbud, har set oversigterne.
- Man fristes til at få den tanke, at det er private regninger, som ‘tørres’ af på skolerne og opholdsstederne, siger han.
Ekstra Bladet har talt med en lang række tidligere ledere og ansatte på Søbæk, der ligesom Knud Aarup og Kim Jacobsen sætter spørgsmålstegn ved de store private udgifter til tøj.
De forklarer, at børnene på opholdsstederne selv stod for tøjindkøb via deres lommepenge og tøjpenge fra kommunen, mens der slet ikke skulle købes tøj til børnene på skolerne.
- Hver måned kom de unge fysisk ned på kontoret og fik deres tøjpenge af bogholderen. De fik dem ikke fra Erik, siger en af de tidligere ansatte med indgående kendskab til økonomien og driften på Søbæk.
Forklaringerne underbygges af både eksperters uddybning af reglerne på området samt interne dokumenter fra Søbæk. Her beskrives det, hvordan børnene på opholdsstederne fik lomme- og tøjpenge hver måned, og hvordan Søbæk lavede sirligt regnskab med børnenes forbrug,
Alligevel har Erik Filthuth adskillige gange udgifter til ‘tøj’ og ‘beklædning’ på 20.000 kr. og 30.000 kr. Ekstra Bladet har gentagne gange forsøgt at få en forklaring på de høje udgifter fra Erik Filthuth, men han har ikke svaret.
I stedet har han forsøgt at stoppe Ekstra Bladets afsløringer ved at indbringe sagen for fogedretten. Ekstra Bladet vandt sagen, da dommeren vurderede, at artiklerne havde ‘væsentlig offentlig interesse’.
I strid med regler
I det hele taget blev private udlæg frabedt på Søbæk, fortæller de tidligere ansatte, som også forklarer, at indkøb foregik gennem firmakort og efter aftaler med en lang række virksomheder.
Disse påstande underbygges af det interne materiale, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af. Her findes blandt andet dokumentet ‘regler for indkøb’.
‘Når vi foretager udlæg for stedets beboere eller elever, skal der altid være en skriftlig bevilling,’ står der eksempelvis i reglerne om udlæg, ligesom der i dokumentet ‘bogføring’ står, at Søbæk havde firmakort til diverse supermarkeder, tankstationer og bagere samt konti ved firmaer som JYSK, Bauhaus og Expert.