VED DU NOGET? TIP Ekstra Bladets journalister på ditte.lynge@eb.dk
Ekstra Bladet har i dag afsløret, hvordan en ansat i asylsystemet i 2012 købte en traktor af sin kærestes firma for skattekroner.
Traktoren blev købt til et asylcenter for samlet set 200.000 kroner.
En af flere mystiske aspekter i sagen er, at den betroede medarbejder i første omgang havde bestilt traktoren direkte ved den leverandør, som solgte den, og som hun i forvejen købte fra. Men hun valgte af uforklarlige årsager at annullere ordren for i stedet at lade købet - fra den samme leverandør - gå via sin kærestes firma.
Selv forklarer hun til Ekstra Bladet, at hun købte traktoren af sin kæreste fordi hun fik et godt tilbud. Men Ekstra Bladets afdækning viser, at prisen var den samme.
Ekstra Bladet har fremlagt sagen for Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring på Aalborg Universitet.
Han peger på flere problemer, som bør undersøges i sagen.
Betalte med skattekroner: Asyl-ansat købte traktor til 200.000 af sin kæreste
1. Køber hos kæresten
Først og fremmest er problemet, at den betroede medarbejder køber traktoren af sin kærestes firma.
- En offentlig myndighed må ikke uden særlige foranstaltninger handle hos en nærstående part. Som her en kæreste. Der skal være en armslængde. Reglerne om habilitet har man, fordi man skal kunne fjerne en mistanke om, at man har handlet til overpris, siger Per Nikolaj Bukh og henviser til, at man kunne have afholdt et udbud eller holdt den betroede medarbejder helt ude af processen, da det skulle købes hos hendes kærestes firma.
2. Den gamle traktor
Selv om prisen på traktoren er den samme hele vejen igennem, kan der være tale om overbetaling, da det fremgår af den faktura, som den betroede medarbejder - en 57-årige kvinde - modtager fra sin kærestes firma, at man giver en gammel traktor i bytte.
- Det at man giver en gammel traktor i bytte er jo de facto en fordyrelse. Hvis det er tilfældet, fremstår det underligt som minimum, siger Per Nikolaj Bukh og uddyber:
- Det kritisable består i, at man dermed har betalt en højere pris for traktoren, end man er vidende om, man kunne have fået den for.
Medejere anede intet om traktor-fidus
3. Rabat på andre ting?
Det er også værd at undersøge, om kærestens firma på anden vis kan have fået noget ud af at være mellemmand på traktorhandlen, mener Per Nikolaj Bukh:
- Nogle gange, når man handler, får man akkumulerende rabatter. Hvis det er tilfældet i denne sag, kan der også være en fordel for kæresten ved, at han får mængderabat hos traktorfirmaet, som han så har fået bagefter.
Han peger i den forbindelse på det mystiske i, at den direkte ordre til traktorfirmaet blev annulleret for derefter at skulle køre gennem kærestens firma.
- Nu har vi den mærkelige annullerede transaktion, som ligger og ryger fra bålet, siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken den 57-årige kvinde eller hendes kæreste.