Får fed post: Fra skattesag til skattejæger

Helle Thorning-Schmidt scorer fed post: Skal bekæmpe skattely for FN

Helle Thorning-Schmidt. Foto: Tariq Mikkel Khan
Helle Thorning-Schmidt. Foto: Tariq Mikkel Khan

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har fået sig en fed post.

S-regeringen har udpeget Thorning til at være med-formand for et nyetableret højniveau-panel, der skal bekæmpe skattely.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Udpegningen sker efter anmodning fra formanden for FN's Generalforsamling og formanden for FN’s Økonomiske og Sociale Råd.

- Jeg er meget stolt over, at FN rækker ud efter dansk lederskab, når der skal findes løsninger på store globale problemstilligner som den grønne omstilling og kampen mod skatteunddragelse og skattely, siger udenrigsminister Jeppe Kofod i pressemeddelelsen.

- Vi skal gribe aktivt ind overfor den korrupte globale økonomiske elite, der profiterer på international skattefusk, korruption og skattely. Det skal bekæmpes. Det er hjerteblod for mig som udenrigsminister. Kampen mod skatteunddragelse og skattely er nemlig også en kamp for at få finansieret FN’s 17 verdensmål og sikret en mere retfærdig og bæredygtig globalisering. Det er der brug for. Jeg er glad for, at Helle Thorning Schmidt har påtaget sig den spændende formandsrolle. Det står hun rigtig godt rustet til. Og jeg vil se frem til at følge arbejdet, siger udenrigsministeren.

Se også: Thorning i mystisk tv-undskyldning

FN anmodede så sent som i september 2019 Danmark om at påtage sig en ledende rolle i forhold til at fremme global omstilling af energisektoren til bæredygtig energi frem mod Klimatopmødet i New York.

Skattesag endte i pressen
Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, kom i 2010 og 2011 på alles læber, da det viste sig, at han ikke betalte skat i Danmark. Og avisen BT kunne i 2011 fremlægge detaljer fra Helle Thorning-Schmidts skattepapirer op til valget.

Dengang føg beskyldninger gennem luften om, at Thorning-parret spekulerede i de danske skatteregler, ved at Stephen Kinnock ikke betalte skat i Danmark. Blandt andet opgjorde politikegemalen sine samlede dage i Danmark til at være under de 180 dage om året, der ville udløse fuld dansk skattepligt.

Formand for 15 medlemmer
Helle Thorning Schmidt vil sammen med sin medformand, Nigers tidligere premiereminister Ibrahim Mayaki, stå i spidsen for panelet med 15 medlemmer, sammensat af tidligere statsledere, eksperter, repræsentanter fra civilsamfund og akademiske institutioner.

På baggrund af analyser og i dialog med FN’s medlemslande, internationale institutioner, den private sektor og civilsamfundet vil panelet udarbejde en rapport med anbefalinger om en globalt styrket indsats over for skatteunddragelse, bekæmpelse af illegale pengestrømme og korruption. Panelet forventes at levere en første rapportering til sommer og sin endelige rapport primo 2021.

459 kommentarer
Vis kommentarer