En præst fra Storkøbenhavn er vant til spotlight. Jævnligt blander han sig i den offentlige debat og er en ivrig deltager i både tv- og radioprogrammer.
Præstens moralprædikener står dog i skærende kontrast til de historier, Ekstra Bladet nu kan fortælle.
En lang række kilder, som Ekstra Bladet har talt med, og klager, som avisen er kommet i besiddelse af, tegner et billede af en præst, der har en grænseoverskridende, truende og seksuel adfærd over for både kollegaer, menigheden og sågar konfirmander.
Trods det bor præsten stadig i sin skattebetalte præstebolig, mens han lige nu er på orlov.
Har du et tip? Skriv til journalisterne ved at klikke her
Grænseoverskridende
Ekstra Bladet har i måneder forsøgt at finde ud af hvor mange klager, der er blev sendt til biskoppen vedrørende præsten. Anmodninger om aktindsigt er dog blevet afvist af Kirkeministeriet og Københavns Stift ad flere omgange.
Trods mørklægningen har Ekstra Bladet af egen drift fået fat i tre klager og har kendskab til yderligere to - den ældste af disse fem klager er tilbage fra 2015. Fire af klagerne er sendt til Københavns Stift. Den sidste er sendt til Arbejdstilsynet.
Klagerne beskriver en grænseoverskridende adfærd - også af seksuel karakter. Blandt andre skriver menighedsrådsformanden i en klage, at præsten gentagne gange har udsat hende for seksuelle krænkelser og verbale overfusninger.
Formand i klage over præst: - Seksuelt krænkende
Formandens klage har floreret i kirkemiljøet og er nået hele vejen ind til Ekstra Bladet, som har fået bekræftet klagens validitet af formanden.
Ekstra Bladet har desuden talt med et forældrepar, som har klaget over præsten. Han skulle begrave parrets femårige barn og valgte at spørge dem om incest under begravelsessamtalen, idet familien stammer fra Grønland.
Ud over de fem klager har Ekstra Bladet søgt aktindsigt i en rapport fra 2015, hvor kirken, som præsten tilhører, fik et påbud fra Arbejdstilsynet. Tilsynsrapporten beskriver, hvordan ansatte i kirken 'jævnligt' blev udsat for 'psykisk vold og trusler' af en af præsterne. Flere kilder, der medvirkede i undersøgelsen, fortæller til Ekstra Bladet, at det er den fremtrædende præst fra Storkøbenhavn, der omtales i rapporten.
Mystisk orlov
Præsten er lige nu på orlov, men ingen - hverken kirken, præsten eller biskoppen - vil fortælle hvorfor.
Få måneder før orloven startede i november 2019, blev han også fritaget for konfirmandundervisningen. Det fremgår af et menighedsrådsmødereferat.
Inden dette skete, nåede han dog at konfirmere en nu 16-årig pige, som Ekstra Bladet har talt med. Pigen og hendes mor, Mette Rasmussen, anklager i dag præsten for at have taget den unge konfirmand på røven og strøget hende over brysterne tilbage i 2018 i forbindelse med konfirmationsundervisningen.
Moren, Mette Rasmussen, klagede aldrig over præsten, fordi datteren var bange for præstens reaktion.
Vil ikke svare på kritikken
Ekstra Bladet har tilbudt præsten at stille op til interview, men præsten har ikke ønsket at svare på Ekstra Bladets spørgsmål. Præsten og hans rådgiver har stillet en række betingelser og krav for at deltage i et interview, som Ekstra Bladet ikke har villet imødekomme.
Ekstra Bladet har valg at anonymisere præsten, da bladet erfarer fra flere kilder med kendskab til sagen, at præsten og de mange klager over ham er i gang med at blive undersøgt i Københavns Stift og Kirkeministeriet.