Forældre om behandlings-baron: Uprofessionel pengemaskine

Forældre fortæller, hvordan deres børn er 'dybt traumatiserede' og 'har fået selvmordstanker' efter at have gået på Behandlingskolerne. Virksomheden tjener millioner af skattekroner på børn med diagnoser

Forældre fortæller om Behandlingsskolerne. Foto: Jonas Olufson, Mikkel Hørlyck. Redigering: Emma Svendsen.

'En pengemaskine’, 'uambitiøs' og 'uprofessionel’.

Sådan lyder det fra en stor gruppe forældre, der har erfaring med Behandlingsskolerne. Ejeren bag skolerne er blevet multimillionær på at undervise og behandle børn med diagnoser og komplekse psykiske udfordringer.

- Min kommune - og dermed statskassen - har brugt en masse penge på ydelser, som de ikke har fået, og som kun har forværret min søns situation, fortæller eksempelvis Anja, der er mor til en dreng med svær autisme.

Hendes søn gik på Behandlingsskolerne i over et år. Det kostede kommunen 72.500 kr. om måneden.

Ifølge Anja og en række forældre afspejler prisen langtfra kvaliteten. De fortæller om 'manglende kompetencer', 'evige aflysninger' og 'uendelige personale-udskiftninger', som går ud over børnenes trivsel.

- Livas trivsel er blevet meget dårligere efter at have været på Behandlingsskolerne. Hun er blevet depressiv, har fået selvmordstanker og har haft mange nedsmeltninger over konstante ændringer i medicin, aftaler og personale, siger Annika, mor til Liva og en af de utilfredse forældre.

Skolernes ejer svarer på mail, at han er ærgerlig over kritikken, men at han må se i øjnene, at skolerne ikke kan 'lykkes i alle tilfælde'

Artiklen fortsætter under billedet ...

Efter tre år på Behandlingsskolerne er Liva på 14 år blevet depressiv, fortæller hendes forældre, Annika og Jesper. Foto: Jonas Olufson
Efter tre år på Behandlingsskolerne er Liva på 14 år blevet depressiv, fortæller hendes forældre, Annika og Jesper. Foto: Jonas Olufson

Pengemaskine
Forældrenes kritik kommer, efter Ekstra Bladet har fortalt, hvordan ejeren bag skolerne, Mads-Frederik Damgaard, har udbetalt 41,7 millioner i udbytte fra skolerne til sit personlige holdingselskab.

Ejeren har forsvaret sine millionudbetalinger med, at skolerne leverer et godt stykke arbejde. Men det er Anja, Annika og de andre forældre langtfra enige i.

Utilfredse forældre

Ekstra Bladet været i dialog med forældre til i alt 12 børn, der går eller har gået på Behandlingsskolerne. De fleste frygter, at det vil gå ud over deres barn, hvis de står frem med navn og billede.

Både Anja og Annikas kommune har hevet deres barn ud af skolerne, og de tør derfor at stå frem. De medvirker dog uden efternavn af hensyn til børnene.


- Man får virkelig følelsen af, at det er en ren pengemaskine, siger Annika.

Hendes 14-årige datter, Liva, lider af svær autisme og har gået på skolerne i tre år.

- De mange millioner, Mads-Frederik har hevet ud til sig selv, kunne være gået til at forbedre den indsats, vores datter modtog. Det var jo egentlig også det, kommunen betalte for, siger Annika.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Anja arbejder som klinisk psykolog og retter alvorlig kritik mod Behandlingsskolerne, efter hendes søn har gået der over et år. Foto: Jonas Olufson
Anja arbejder som klinisk psykolog og retter alvorlig kritik mod Behandlingsskolerne, efter hendes søn har gået der over et år. Foto: Jonas Olufson

Manglende kompetencer
Anja arbejder som klinisk psykolog og har som forælder deltaget i en lang række kurser og specialiseret rådgivning om autisme.

- Jeg synes, at Behandlingsskolerne vildledte både mig og kommunen, siger hun.

- Inden min søn startede, gjorde jeg enormt meget ud af at spørge ind til skolens kompetencer, og der lovede de mig, at de var specialister i den specifikke autisme-type, min søn lider af, forklarer hun.

Ifølge Anja viste det sig dog, at personalet på sønnens afdeling ikke havde den lovede ekspertise.

- Det har været fatalt for os, at de påstod at have speciale og kompetencer, som de ikke havde, siger hun og uddyber:

- Min søn har fået alvorlige tilbagefald og er dybt traumatiseret efter de mange negative oplevelser og deciderede fejlbehandlinger på skolen.

Hvem er Behandlingsskolerne?

Behandlingsskolerne er danmarks største private udbyder af dagbehandling og har ifølge deres hjemmeside cirka 450 elever.

Et udtræk fra Udbudsvagten.dk viser, at kommunerne sidste år betalte skolerne 254 millioner kroner.


Skolernes kommunikationsmedarbejder svarer ikke på, hvorvidt den afdeling, Anja var tilknyttet, har kompetencer indenfor autisme-typen.

Han svarer generelt, at personale er 'gjort bekendt' med autisme-typen via blandt andet 'skriftligt materiale' og 'kurser', men det fremgår ikke, om det er de ansatte på Anjas søns afdeling eller ej.

For nylig besluttede Anjas kommune at flytte hendes 14-årige søn til en anden dagbehandlingsskole.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Anjas søn stoppede på Behandlingskolerne i maj i år. Han nåede at være der i 15 måneder, før kommunen hev ham ud igen. Foto: Jonas Olufson
Anjas søn stoppede på Behandlingskolerne i maj i år. Han nåede at være der i 15 måneder, før kommunen hev ham ud igen. Foto: Jonas Olufson

Uprofessionelle
Både Anja og Annika peger på, at ændringer og aflysninger er en stor del af problemet.

- I løbet af tre år er hverken undervisning eller behandling kommet op at køre, fordi de hele tiden skiftede personale, fortæller Annika.

Nu flytter familiens kommune Liva til et andet tilbud efter sommerferien.

- Vores kommune har betalt 75.000 i måneden for ydelser, de ikke har fået, siger Annika.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Efter tre år på Behandlingsskolerne flytter Livas kommunen hende nu til et andet tilbud efter sommerferien. Foto: Jonas Olufson
Efter tre år på Behandlingsskolerne flytter Livas kommunen hende nu til et andet tilbud efter sommerferien. Foto: Jonas Olufson

Anja har lavet en lang liste over alle de gange, skolen har udsat, ændret samt aflyst besøgstider og personale.

- For det første er konstante ændringer ikke hensigtsmæssigt, når der er tale om et barn med autisme. Så på den måde virker det utrolig uprofessionelt, siger Anja.

- For det andet betaler kommunen for et individuelt, skræddersyet forløb, hvilket der på igen måde er tale om. Det er tværtimod os som familie, der skal få vores liv til at passe ind i deres ændringer, aflysninger og personaleudskiftninger.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Behandlingsskolerne: Vi er ærgerlige

Behandlingsskolernes ejer, Mads-Frederik Damgaard, vil ikke medvirke i interview, men svarer på skrift via en ekstern kommunikationsmedarbejder:

'Vi ville rigtig gerne have en succesrate på 100 pct. for alle vores elever. Derfor er vi altid ærgerlige, når børn eller forældre oplever, at de mål, som vi alle sammen ønsker for de udsatte børn og unge, ikke bliver realiseret.'

Artiklen fortsætter under billedet ...

Ekstra Bladet har tidligere fortalt, at Mads-Frederik Damgaard er blevet multimillionær på sine specialskoler. Privatfoto
Ekstra Bladet har tidligere fortalt, at Mads-Frederik Damgaard er blevet multimillionær på sine specialskoler. Privatfoto

Skolens kommunikationsmedarbejder forklarer, at de ikke vil forholde sig til enkeltsager af hensyn til børnene og de pårørende. Men skolerne svarer heller ikke på den generelle kritik om store personale-udskiftninger, aflysninger og ændringer i aftaler.

Der bliver dog svaret på kritikken af det store millionudbytte.

'Vi holder os fuldstændigt inden for de kommunalt fastsatte rammer for indtjening på dette område, og må en privat aktør ikke tjene penge på samarbejde med det offentlige, så vil der ganske enkelt ikke være noget samarbejde,' skriver Mads-Frederik Damgaard.


Manglende tilsyn
Hovedparten af de utilfredse forældre - herunder Anja og Annika - har været tilknyttet Behandlingsskolernes afdeling Fortuna.

Avisen har derfor spurgt kommunen efter en socialpædagogisk tilsynsrapport på afdelingen. Men sådan en findes ikke.

Det er ikke et lovkrav, at kommunerne fører den type tilsyn med dagbehandlingsskoler.

Behandlingsskolernes afdeling Fortuna er et af de dagbehandlingstilbud, der ikke føres socialpædagogisk tilsyn med. Flere forældre fra afdelingen er utilfredse med deres børns behandling. Foto: Jonas Olufson Dagsorden - 31. maj. 2020 - kl. 18:59 Tilsyn med dagbehandlingsskoler: - Dybt problematisk

Ekstra Bladet har også afsløret, at Behandlingsskolerne siden 2017 har udredt, diagnosticeret og medicineret børn uden at være under tilsyn ved Styrelsen for Patientsikkerhed. Foto: Jonas Olufson
Ekstra Bladet har også afsløret, at Behandlingsskolerne siden 2017 har udredt, diagnosticeret og medicineret børn uden at være under tilsyn ved Styrelsen for Patientsikkerhed. Foto: Jonas Olufson

God undervisning
Behandlingsskolerne påpeger, at der føres socialpædagogisk tilsyn med skolens andre afdelinger, som klarer sig godt. Desuden skriver de, at afdelingen Fortuna klarer sig godt i undervisningstilsynet.

Ekstra Bladet har læst rapporten fra det senest anmeldte undervisningstilsyn, som beskriver, at Fortuna 'tilgodeser selv meget skrøbelige elevers specialpædagogiske behov' og har et karaktergennemsnit på 5,6.

Det fremgår, at tilsynet har vurderet kvaliteten i løbet af én dag fra kl. 8.30 til kl. 14.30 - afbrudt af en frokost med skolens leder. Tilsynet undersøger dog ikke behandlingsdelen, hvorfor der heller ikke står noget om, hvordan de behandler børn med eksempelvis svær autisme.

0 kommentarer
Vis kommentarer