Forsvaret advarer soldater mod sex-spioner

Danske soldater bliver advaret mod honningfælder, som stadig bliver brugt til overvågning og afpresning

Flere lande advarer sine unge rekrutter mod at lade sig forføre af kvinder i udlandet. I værste fald ender de nemlig i kløerne på en honningfælde - som stadig udgør en stor trussel. Foto: Henriette Dæhli/Polfoto
Flere lande advarer sine unge rekrutter mod at lade sig forføre af kvinder i udlandet. I værste fald ender de nemlig i kløerne på en honningfælde - som stadig udgør en stor trussel. Foto: Henriette Dæhli/Polfoto

Når danske soldater skal udstationeres, bliver de også i dag advaret mod at lade sig friste af lokale mænd og kvinders tilnærmelser. 

Der er nemlig en overhængende fare for, at det, der på overfladen ligner ægte kærlighed, i virkeligheden er en udspekuleret honningfælde.

- At få oplysninger over hovedpuden før, under eller efter samleje er der ikke noget nyt i. Det virkede for 5000 år siden og virker stadigvæk. At lokke folk i uføre ved at lokke bukserne af, er ikke gået af mode, forklarer Mikkel Storm Jensen, der er major og militæranalytiker ved Institut for Strategi i Forsvarsakademiet.

Militæranalytikeren kan ikke gå i detaljer med, om der har været konkrete sager. Men han understreger, at der er tale om en reel trussel, som også er aktuel i dag:

- Det forekommer, og det forekommer tilstrækkeligt til, at det er noget, som vi synes, vi skal advare om, siger han.

Forsvaret advarer da også direkte imod honningfælder - eller honeytraps - i sit informationsmateriale fra 2019 til de danske soldater.

'Der er efterhånden kommet så mange eksempler på de såkaldte honeytraps, at vi også er begyndt at bruge det danske ord honningfælde om dem,' skriver Forsvarets Efterretningstjeneste i en folder til de ansatte i Forsvaret.

Dansk diplomat endte i spionernes honningfælde

Rusland og Kina
I materialet forklares honningfælder som 'forførende spioner' eller 'efterretningsagenter, der uanset køn ved hjælp af charme, sex og foregivet kærlighed forsøger at lokke følsomme oplysninger ud af en målperson.'

'Ofte fotograferes eller filmes målpersonen også i kompromitterende situationer, f.eks. under samleje. Materialet kan bagefter bruges til afpresning,' skriver Forsvaret til soldaterne.

Advarslerne om honningfælder var senest fremme i offentligheden i forbindelse med udsendelsen af danske Nato-styrker til Estland i 2017. 

Dengang blev soldaterne advaret med formaninger om, at 'en amourøs relation mellem en lokal kvinde og en udsendt soldat (...) forholdsvist let kan bruges i de russiske informationskampagner, ligesom kompromitterende fotos eller lydoptagelser af berusede danske soldater på 'leave' i lokalområdet.'

Blandt andet USA og Storbritannien har også advaret sine udsendte mod honningfælder fra Kina og Rusland.

Diplomat lokket i sex-fælde: Her ser han spion-billeder for første gang

Her er risikoen størst
Mikkel Storm Jensen forklarer, at Forsvarets udsendte bliver oplært i, at 'man ikke skal foretage sig noget, man ikke kan forklare sin ægtefælle, chef eller politiet,' som en rettesnor for, hvor grænsen går.

- Kan man ikke det, er det noget, man bør vende med sin sikkerhedsofficer, forklarer Mikkel Storm Jensen.

Han forklarer, at det især er en risiko i de mere fredelige områder, hvor de udsendte ikke er i krig.

- Risikoen er jo noget mindre, hvis du sidder i en lejr med 700 mand i Afghanistan, hvor alle lugter af ged. Der er honeytraps ikke den store fare. Det er, hvis du er sendt ud i et mere diplomatisk miljø med hotelværelser og samkvem, som han forklarer det.

Forsvaret oplyser til Ekstra Bladet, at der ikke er eller har været nogen sager, hvor danske soldater er gået i fælden 'i nyere tid.'

Det har ikke været muligt at få afklaret, om der nogensinde har været en sag, hvor en dansk udsendt er endt i en honningfælde.

Heller ikke Udenrigsministeriet kan oplyse, om man har kendskab til sager, hvor danske diplomater er gået i honningfælder. Ministeriet forklarer dog, at man advarer udsendte mod fænomenet. 

'Af sikkerhedshensyn kan vi (heller) ikke udtale os om konkrete trusselssager eller mistanker om trusselssager,' lyder det i en mail til Ekstra Bladet.

Sådan udvalgte sex-spionerne deres ofre