Fupfirma lukket: Løber fra regningen

FACEBOOK-FUP: Narrede kunder til at skrive under på kostbare kontrakter, men tabte sagerne i retten - nu sidder kunderne tilbage med store advokatregninger

Bondefangeriet i Marketing Saver var simpelt, men effektivt. Forstå det på få sekunder. Foto/redigering: Philip Davali, privatfotos/Sólfinn Hughes

TIP OS! Er du blevet snydt af Marketing Saver? Eller kender du personkredsen bag firmaet? Del din viden i en mail til tech@eb.dk. Henvendelser behandles fortroligt, hvis det ønskes.

SENESTE: Historien er opdateret med nye oplysninger om forsøget på at få en konkurskarantæne mod Arvin Mazaheri

Et af årets mest omtalte fupfirmaer, Marketing Saver, er nu sendt til tvangsopløsning af Erhvervsstyrelsen.

Hovedmændene Arvin Mazaheri, Rasmus Gutfelt Skalbo og Casper Dzienis har nemlig slettet sig selv fra cvr-registreret, fjernet firmaets hjemmeside og efterlader nu både kunderne og staten med en ukendt regning.

Her ses de tre ansvarlige for Marketing Saver. Fra venstre er det de to ejere, Rasmus Gutfelt Skalbo og Arvin Mazaheri, mens direktør Casper Dzienis ses til højre. Privatfoto Dagsorden - 28. jan. 2020 - kl. 20:28 Pas på: Danskere bag udspekuleret Facebook-fup

Her ses de tre ansvarlige for Marketing Saver. Fra venstre er det de to tidligere ejere, Rasmus Gutfelt Skalbo og Arvin Mazaheri, mens direktør Casper Dzienis ses til højre. Privatfoto
Her ses de tre ansvarlige for Marketing Saver. Fra venstre er det de to tidligere ejere, Rasmus Gutfelt Skalbo og Arvin Mazaheri, mens direktør Casper Dzienis ses til højre. Privatfoto
 

Tabte i retten
Ekstra Bladet afslørede tidligere i år, hvordan de tre iværksættere narrede talrige kunder til digitalt at underskrive kontrakter om hjælp til markedsføring på Facebook og Instagram.

Det skete ved at ringe små enkeltmandsvirksomheder op og love dem gratis hjælp.

Men dybt begravet i kontrakten lå flere betingelser, der typisk bandt kunden til fem års abonnement af 2500 kroner om måneden. Eller i alt 150.000 kroner plus moms.

Kunderne nægtede at betale. Og selvom Marketing Saver særdeles aggressivt forsøgte at kradse pengene ind, har firmaet siden tabt de retssager, de anlagde.

Ikke første gang
Mens Arvin, Rasmus og Casper altså havde godt styr på at indfange og senere jagte kundernes penge, kniber det med at leve op til de forpligtelser, de har.

Således er Marketing Saver aldrig blevet momsregistreret, selvom regningerne blev udsendt med moms på. Og flere af kunderne har i dag rettens ord for, at de skal have deres sagsomkostninger til blandt andet advokat dækket.

De penge skal de dog ikke forvente at se en krone af. I hvert fald ikke, hvis mønsteret fra Arvin Mazaheris tidligere forretninger gentager sig.

Han har nemlig på samme måde fået tvangslukket flere telemarketingfirmaer, hvor hverken skat eller moms blev betalt.

Bagmand: Ville bare ud

Rasmus Gutfelt Skalbo er en af de tre hovedmænd bag Marketing Saver. Han trådte i stilhed ud af selskabet 8. juni og overlod styringen til Arvin Mazaheri og Casper Dzienis.

- Jeg havde ikke lyst til at være en del af selskabet mere. Jeg havde ikke lyst til at samarbejde med Arvin. Derfor gik jeg ud af det, forklarer Rasmus til Ekstra Bladet.

- Nu er jeg bare menig ansat (i andre firmaer, red.) og prøver at lave nogle andre projekter.

- Hvorfor hopper du ud af selskabet?

- Mig og Arvin kom på ikke så god fod, og nu havde vi ikke lyst til at arbejde sammen mere. Jeg kan ikke komme nærmere ind på det. Jeg har ikke lyst til at hænge nogen ud. 

Ifølge Rasmus Gutfelt solgte han firmaet for 0 kroner til Arvin. 

- Jeg skulle bare ud af det. For mig var det ikke pengene.

 

Momssag hos SKAT
Den nu tidligere medejer erkender, at SKAT har sat en sag i gang om den manglende momsregistrering. Men han mener, at der er tale om et 'teknisk problem', som gjorde, at firmaet ikke var blevet registreret.

- Det hele er sendt til dem. Og de sagde så, at de ville vende tilbage. Det har vi ikke hørt noget om.

- Jeg har i hvert fald ikke. Jeg ved ikke, om Arvin har hørt noget.

- Har du noget, du vil sige til dem, der føler sig dårligt behandlet? 

- Næ. Ikke umiddelbart. 

- Du har ikke noget at sige til dine gamle kunder, der har haft store omkostninger? 

- Nej, det har jeg ikke.

Kræver konkurskarantæne
Som i sagen om Marketing Saver er det Erhvervsstyrelsen, der forlangte Arvins firmaer tvangsopløst, fordi han pludselig forlod dem og overlod regningerne til kreditorer og samfundet.

Kuratoren i den nyeste konkurs indstillede i februar 2020 til skifteretten at få idømt Arvin Mazaheri en konkurskarantæne for hans rolle i sagen:

'Det er kurators opfattelse, at selskabet reelt har været ledet at Arvin Mazaheri i hele perioden, og at de to andre direktører alene har fungeret som stråmænd,' skriver han i sin indstilling.

Men ifølge en mailkorresponce mellem kuratoren og Arvin Mazaheri i april 2020 har kuratoren nu opgivet denne del af sagen. Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra kuratoren til denne oplysning.

Ekstra Bladet har ligeledes forgæves forsøgt at få en kommentar fra Arvin Mazaheri om forløbet i Marketing Saver. Casper Dzienis svarer kortfattet i en mail:

'Jeg fratrådte stillingen som direktør i Marketing Saver, efter at mit ansættelsesforløb stoppede. Mere har jeg ikke at sige her.'

TIP OS! Er du blevet snydt af Marketing Saver? Eller kender du personkredsen bag firmaet? Del din viden i en mail til tech@eb.dk. Henvendelser behandles fortroligt, hvis det ønskes.

172 kommentarer
Vis kommentarer