SENESTE: Arvin Mazaheri har nu skiftet navn til August Emilius Christensen
TIP OS! Er du blevet snydt af Marketing Saver? Eller kender du personkredsen bag firmaet? Del din viden i en mail til tech@eb.dk. Henvendelser behandles fortroligt, hvis det ønskes.
De er for længst smidt på porten af deres inkassofirma, men bagmændene til Facebook-firmaet Marketing Saver kan midt i Ekstra Bladets afsløring af deres gigantiske fupnummer glæde sig over, at de fortsat har mindst en støtte: Contractbook.
Det københavnske firma har udviklet et system, så man nemmere kan indgå juridisk bindende kontrakter på nettet. Og det er netop systemet fra Contractbook, som Rasmus Gutfelt Skalbo og Arvin Mazaheri udnytter under deres grove vildledning af mindre virksomheder landet over.
Lokkede unge med mad: Se fupdirektørs vilde salgstale
Underskriver med sms
Nina Vinther er en af dem, der har været i kløerne på makkerparret, der i efteråret 2019 uopfordret ringede hende op og overbeviste hende om, at hun da skulle have Facebook-hjælp til hendes daværende børnetøjsforretning.
- Jeg siger ellers altid nej til den slags.
- Men da jeg var på vej til at lukke firmaet ned og havde et lager, gav det god mening med noget ekstra opmærksomhed på Facebook.
Som de andre 33 firmaejere, Ekstra Bladet har interviewet, endte Ninas kontakt med Marketing Saver helt forudsigeligt. Kort tid efter en salgssnak med Rasmus Gutfelt Skalbo dukkede den første regning på næsten 10.000 kroner op. Og kontrakten, der ifølge systemerne hos Contractbook var underskrevet med en sms-kode.
Etisk problem
Nina Vinther har anmeldt sagen til netop Contractbook, da hun frygter, at der er fusket med kontraktsystemet. Hun og andre ofre i sagen afviser nemlig påstanden om, at de har modtaget endsige tastet en sms-kode ind i systemet.
- Jeg har altså erfaring med at læse kontrakter igennem. Hvis jeg blev præsenteret for den kontrakt, som Marketing Saver med hjælp fra Contractbook siger, at jeg er blevet præsenteret for, så var den aldrig blevet godkendt.
Men selv hvis der teknisk og juridisk ikke er problemer med Contractbooks systemer, så mener hun, at firmaet har et alvorligt etisk problem.
- Hvis det bliver opklaret, at der er sket noget fusk med deres system, vil det jo kun styrke sagen for mig og de andre ramte.
- Det ændrer bare ikke på, at de bliver ved med at agere støtte for et fupfirma. Jeg kan altså ikke forstå, at de ikke tager etisk stilling til det, der er foregået.
- Det er jo helt åbenlyst, at deres platform bliver misbrugt. Og så kan det godt være, at de peger på, at der teknisk eller juridisk ikke sker et misbrug. De er en afgørende brik, når Marketing Saver først vildleder kunderne og senere jagter dem med en kontrakt, mener Nina Vinther.
Insider fra Facebook-fupfirma står frem
Stop nu samarbejdet
Også Ann-Katrine Krogsgaard fra Frederiksværk Farvehandel, der tidligere på ugen stod frem med sin sag, er enig. Hun er samtidig 100 procent sikker på, at hun aldrig har tastet den sms fra Contractbook ind i systemet, som hun modtog under sine ’forhandlinger’ med Marketing Saver.
- Selvfølgelig skal Contractbook stoppe samarbejdet med dem, siger hun i dag til Ekstra Bladet.
- Hvis de ikke tager en konsekvens af det, der er kommet frem nu, så tænker de jo åbenbart også kun på at tjene penge. Og ikke på hvad folk bliver udsat for. De er åbenbart ligeglade.
Mistet tilliden
Begge firmaejere opfordrer nu Contractbook til at lære af sagen.
- De skal selvfølgelig lære af den her sag og ændre deres systemer. Og så skal de da tjekke noget bedre, hvem de handler med og smide dem ud, hvis de opfører sig, som Marketing Saver har gjort, mener Nina Vinther, der totalt har mistet tilliden til firmaet.
- I forvejen var jeg meget kritisk over for at underskrive en kontrakt på nettet.
- Men nu har jeg da absolut ingen tillid til systemer, som det Contractbook sælger.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Contractbook: Enhver kan oprette sig
Tjekker man Contractbook efter i sømmene, finder man et solidt firma med stærke investorer som Google i ryggen. Firmaet siger selv, at de er ’et anerkendt legal tech-firma med internationale ambitioner.’
Men det internationale format til trods er der lukket helt ned for lysten til at tale, da Ekstra Bladet for adskillige dage siden første gang kontaktede firmaets ledelse.
Selskabets kommunikationsansvarlige, Mikkel Boris, lovede ellers først, at firmaets direktør Niels Martin Brøchner sammen med selskabets advokater gerne ville mødes for at gennemgå det omfattende materiale, Ekstra Bladet har samlet om Marketing Saver.
Der kom imidlertid intet møde, da Mikkel Boris i stedet meddelte, at vi kunne sende en mail. Og trods gentagne opfordringer, senest fredag i denne uge efter afsløringerne var blevet bragt, nægter Contractbook at stille op til et interview.
Aldrig tjekket firmaet
I flere mails forklarer Mikkel Boris i stedet på vegne af Niels Martin Brøchner, at selskabet ikke forholder sig ’til karakteren af det juridiske indhold i folks kontrakter eller indholdet af den forhandlingsproces, der leder op til indgåelsen af kontrakten.’ Firmaet har indtil nu rent teknisk heller ikke kunne finde tegn på, at dets systemer er blevet misbrugt eller omgået.
Da Ekstra Bladet beder om en forklaring på, hvordan firmaet etisk kan leve med at have kunder, der som Marketing Saver bruger Contractbook til at legitimere kontrakter, der helt åbenlyst er indgået under vildledende og manipulerede samtaler, er svaret det samme.
’Vi er ansvarlige for, at den digitale signatur er bindende og at kontrakterne opbevares sikkert, og det er parternes eget ansvar, at kende indholdet af kontrakterne og at kontrakterne er juridisk gyldige.’
Mikkel Boris oplyser i øvrigt, at der aldrig er sket et tjek af Marketing Saver, da ’enhver kan oprette sig på Contractbook.’ Han skriver også, at ’vi samarbejder ikke med Marketing Saver. De har købt vores service.’
Endelig svarer han, at indtil der eventuelt falder en dom i sagen, vil Contractbook fortsætte med at lægge platform til de firmaer, som Rasmus Gutfelt Skalbo og Arvin Mazaheri driver.
Herunder kan du læse hele kontrakten fra Marketing Saver og se de fælder, som bagmændene har bygget ind i den. Klik på de gule felter for en nærmere forklaring:
TIP OS! Er du blevet snydt af Marketing Saver? Eller kender du personkredsen bag firmaet? Del din viden i en mail til tech@eb.dk. Henvendelser behandles fortroligt, hvis det ønskes.