Helle i skattely: - En giftig cocktail

På Christiansborg stiller politikere nu spørgsmål til udnævnelsen af Helle Thorning-Schmidt som skattely-jæger

Helle Thorning-Schmidt skal bekæmpe skattely for FN, men er samtidig i bestyrelsen for et firma i skattely. Henrik Qvortrup analyserer her problematikken.

Fra begge sider af Folketinget lyder der nu krav om, at regeringen og Helle Thorning-Schmidt forklarer, hvorfor hun skal jage skattely-banditter.

Ekstra Bladet har torsdag afsløret, at den tidligere statsminister har bestyrelsesposter i to selskaber, der har forbindelser til skattelyet Jersey. Og hun har sågar en ejerandel i det ene af selskaberne.

- Hun gør livet ualmindeligt svært for sig selv. Man skal holde skæg og snot for sig. Det virker som en giftig konstruktion, siger Karsten Hønge, poltisk ordfører for SF.

- Synes du, regeringen har gjort klogt i at indstille hende til dette job, når hun opererer fra skattely?

- Gad vide om regeringen egentlig har vidst det. Det forventer jeg, at de ikke har. Det er en giftig cocktail. Man må ikke stække sin egen troværdighed og uvildighed.

Karsten Hønge kræver i første omgang, at eks-statsministeren får munden på gled og giver en forklaring på sine aktiviteter i Jersey, et af verdens mest aggressive skattely, der ligger i Den Engelske Kanal.

- Helle Thorning-Schmidt skal stille op og forklare og udrede, hvad der er op og ned i det her. Det skal hun. Hun skal tage telefonen, når journalisterne ringer. Måske har hun en god forklaring. Hun skal i hvert fald stille op, når hun har et offentligt embede.

Hos Dansk Folkeparti sidder gruppeformand Peter Skaarup ligeledes undrende tilbage.

- I en tid, hvor der er så meget fokus på svindel og humbug inden for Skat og i visse virksomheder, undrer det mig, at regeringen sætter en person, som er medejer af et skattelyselskab til denne opgave. Det er som at sætte ræven til at vogte gæs, siger han.

- Jeg vil nu spørge regeringen, hvad de mener, er logikken i det her. Først har vi en departementschef i Skat, der bliver taget i at have uorganiseret arbejdskraft, der ikke ikke lever op til danske regler. Og nu udpeger man så en tidligere statsminister, der er medejer af et skattelyselskab til at være skattejæger. Hvordan kan det være, at man er så ekstremt emsig over for danskerne, der kommer til at gøre en lille smule forkert, mens folk helt i toppen har rod i tingene?

- Helle Thorning-Schmidt skulle holde sig for god til at tage sådan en post, når der hænger sådan en sort sky over hende i form af et skattelyselskab.

- Vi må have et svar i Folketinget. Helle Thorning-Shcmidt er helt sikkert dygtig - det her nok bare ikke det rigtige job for hende, siger gruppeformanden.

Enhedslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm, konstaterer:

- Det er åbenlyst, at hvis man skal bekæmpe skattely, så er det ikke verdens bedste idé at have aktiviteter, der ligger i skattely.

- Som minimum må man forvente, det er noget, som skal stoppes øjeblikkeligt, siger hun.

Hverken Helle Thorning-Schmidt eller udenrigsminister Jeppe Kofod er vendt tilbage på Ekstra Bladets gentagne anmodninger om interview.

Udenrigsministeriet, som har udpeget Helle Thorning-Schmidt efter anmodning fra FN, afskriver sig et ansvar for, at Helle Thorning-Schmidt stiller op til interview.

Se også: Får fed post: Fra skattesag til skattejæger

 

565 kommentarer
Vis kommentarer