Ved du mere om sagen? Del din viden anonymt i en mail til hf@eb.dk.
Landets kommuner har brugt formuer på at sende udsatte og sårbare børn i favnen på Erik Filthuth, der frem til 2017 ejede Søbæk-imperiet. En særdeles god forretning for den smarte pædagog.
I 2017 solgte Erik Filthuth sine behandlingsskoler og opholdssteder til en svensk virksomhed, der er ejet af en kapitalfond, for omkring 130 mio. kr. Årene forinden havde han hevet et udbytte ud af imperiet og over i sit private holdingselskab på i alt 53,2 mio. kr.
Men det store udbytte var tydeligvis ikke nok. Rigmanden, som har haft store problemer med at skelne mellem sin privatøkonomi og institutionernes, skulle naturligvis også have løn.
En intern direktørkontrakt - mellem Erik Filthuth og selskabet Søbækskolen ApS fra 2013 - afslører, at han indkasserede 160.000 kr. om måneden.
Det er knap to millioner om året, hvilket overstiger statsministerens løn, der i dag lyder på cirka 1,6 mio. kr. om året.
- Det burde slet ikke kunne finde sted i Danmark, lyder det fra Knud Aarup, tidligere direktør i Socialstyrelsen, der også er forarget over direktørens høje udbytte.
- Vi har et offentligt finansieret støttesystem, som nogen kapitaliserer på, og det er utilstedeligt. Man skal ikke kunne tjene penge på andre menneskers nød, siger han.
Ekstra Bladet har forsøgt at få klarhed over, om Holbæk Kommunen, der har ansvaret for tilsynet, har været bekendt den tidligere direktørs lønniveau.
Men kommunen har ikke kunnet finde direktørkontrakten eller komme med et konkret svar på, om de var bekendt med Erik Filthuths løn.
Havde mystiske udlæg
Ekstra Bladet har tidligere afsløret, hvordan den driftige forretningsmand har haft private udlæg for millioner af kroner.
Det har affødt kritik fra flere eksperter, ligesom en lang række tidligere ansatte sætter spørgsmålstegn ved de enorme udlæg.
Desuden har han købt luksusinventar til sine private boliger gennem skolerne og opholdsstederne.
Erik Filthuth ejer uoverskueligt mange ejendomme i både ind- og udland. Han har haft sin bolig ved Holbæk Fjord til salg for 21,5 mio. kr. Se paladset her.
Erik Filthuth selv har ikke svaret på Ekstra Bladet henvendelser om de mange forhold, som er kommet frem på baggrund af en lang række interne dokumenter, der er blevet lækket til avisen.
I stedet har direktøren forsøgt at forhindre historierne i at se dagens lys gennem retssystemet. Ekstra Bladet har dog vundet sagen og kan på den baggrund bringe en række afsløringer om rigmanden.
Artiklen fortsætter under billedet...
Dybt forkasteligt
Ekstra Bladet har forelagt hele sagen for de nuværende ejere af Søbæk, der oplyser, at de følger sagen tæt.
Desuden har socialminister Astrid Krag (S) set Ekstra Bladets dokumentation og siger om hele sagen, at det kalder på regelændringer.
- Jeg synes, det er dybt forkasteligt.
- Det viser mig meget tydeligt, at vi bliver nødt til at få strammet reglerne og få lavet nye regler også, så der ikke bliver taget store summer fra vores mest udsatte, siger hun.