Investor har opgivet kriseramt kendisfirma

ACT.Global fra Kastrup er havnet i store problemer, og investoren Klaus Fischer har helt opgivet selskabet. 'Der er ikke nogen værdi,' siger han

Direktør og storaktionær i ACT.Global, Carsten Jensen, er under tungt pres.  Bestyrelsesmedlemmer og andre nøglefigurer flygter fra hans selskab, som undersøges af myndighederne. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Direktør og storaktionær i ACT.Global, Carsten Jensen, er under tungt pres. Bestyrelsesmedlemmer og andre nøglefigurer flygter fra hans selskab, som undersøges af myndighederne. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Nedturen fortsætter for fuld kraft i Amager-selskabet ACT.Global.

For blot et halvt år siden stillede direktør Carsten Jensen sine investorer - heriblandt Lagkagehuset-stifter Ole Kristoffersen og EM-helten Henrik 'Store' Larsen - et stort millionoverskud i sigte.

I stedet blev det til et chokerende underskud på 120 millioner kroner.

Artiklen fortsætter under billedet...

Fodboldlegenden Henrik 'Store' Larsen er både ansat og investor i ACT.Global. Foto: Jonas Olufsen
Fodboldlegenden Henrik 'Store' Larsen er både ansat og investor i ACT.Global. Foto: Jonas Olufsen
 

Siden er de kritiske historier piblet frem, mens bestyrelsesmedlemmer og nøgleansatte er flygtet fra selskabet, som sælger midler til bekæmpelse af bakterier.

Nu har investoren Klaus Fischer også fået nok.

- Jeg har opgivet selskabet. Jeg har bare et stykke værdiløst papir tilbage, siger han til Ekstra Bladet.

Se også: Myndighed presser kriseramt kendisfirma

Taler ikke sammen
Klaus Fischer har i flere år kendt ACT.Globals direktør, Carsten Jensen, og ad den vej blev han investor i selskabet.

Nu taler de to mænd dog ikke længere sammen.

- Jeg er slet ikke i kontakt med ham mere, siger Klaus Fischer.

Artiklen fortsætter under billedet...

ACT.Globals hovedkontor i Kastrup på Aamager. Selskabet undersøges for tiden af Erhvervsstyrelsen. Foto: Jonas Olufson
ACT.Globals hovedkontor i Kastrup på Aamager. Selskabet undersøges for tiden af Erhvervsstyrelsen. Foto: Jonas Olufson
 

- Har du mistet tilliden til ham?

- Ja. Men jeg har ikke lyst til at sige så meget om årsagen.

Carsten Jensen er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelser om sagen.

Tror ikke på millionværdi
Klaus Fischer er medejer af holdingselskabet Trendkeeper Holding, som ifølge sit seneste regnskab ejer 23 procent af aktierne i ACT.Global.

I regnskabet er aktierne sat til en værdi på hele 140 millioner kroner.

Men Klaus Fischer tror slet ikke på, at aktierne i det kriseramte selskab er så meget værd.

- En ting er, hvad der står i regnskabet. Noget helt andet er virkeligheden. Der er ikke nogen værdi. Det er jo det, I selv har fundet ud af, siger han med henvisning til Ekstra Bladets mange artikler om ACT.Global.

Artiklen fortsætter under billedet...

ACT.Globals direktør og storaktionær, Carsten Jensen, har en stribe konkursramte og opløste selskaber bag sig. PR-foto
ACT.Globals direktør og storaktionær, Carsten Jensen, har en stribe konkursramte og opløste selskaber bag sig. PR-foto
 

Med til historien hører, at Carsten Jensen er direktør for Trendkeeper Holding, og at regnskaberne i holdingselskabet underskrives af revisoren Tonny Skov Pedersen.

Han er tre gange tidligere i karrieren idømt bøder på op til 200.000 kroner af Revisornævnet for stribevis af fejl og brud på selskabsloven.

Se også: Mystik om kendisfirmas bakteriedræber

- Det er mærkeligt
Svenskeren Anders Bo Blom er ifølge CVR-registret ligeledes aktionær i ACT.Global via holdingselskabet Trendkeeper Holding.

Men det er han selv overrasket over at høre.

- Det burde jeg ikke være længere. Jeg har været det engang, siger han, da Ekstra Bladet fanger ham på telefonen.

- Ifølge CVR-registret er du altså fortsat ejer.

- Det er mærkeligt. Jeg var helt overbevist om, at jeg var ude af selskabet. Carsten Jensen overtog mine aktier for omkring to år siden. Det har han i hvert fald sagt til mig. Det må jeg altså lige snakke med ham om, siger Anders Bo Blom.

Han fortæller videre, at Carsten Jensen ikke har fortalt ham et ord om, at ACT.Global er havnet i problemer og nu undersøges for lovbrud af myndighederne i Danmark.

56 kommentarer
Vis kommentarer