Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) bliver nu kaldt i samråd på baggrund af Ekstra Bladets afsløring af den skjulte stramning, der kræver kvinder og børn adskilt for at hjemtage børn med helbredsmæssige problemer i de syriske fangelejre.
Jeppe Kofod var torsdag i to lukkede samråd om sagen om den fireårige pige, der har fået ptsd, men han må nu endnu en gang i samråd.
Det er Radikale Venstres udlændinge- og retsordfører, Kristian Hegaard, der nu vil have klarhed omkring praksisændringen, der blev foretaget i 2019.
- Jeg gerne have udboret præcis, hvilken dato ændringen sker fra, hvad der er årsagen til det, og om det skyldes andet end partipolitik. Er det noget andet end ren og skær partipolitik, der har medført ændringen, som kan have betydning for, om vi kan hjælpe danske børn hjem til Danmark og væk fra mørke og onde ideologier, siger han.
Indførte skjult stramning: Kræver kvinder og børn adskilt
Har intet hørt
Samrådet bliver lukket for offentligheden, da det ifølge Kristian Hegaard er nødvendigt for, at der ikke bliver lagt låg på, hvad ministeren kan sige.
- Men forhåbentlig kan det bringe os tættere på en løsning for de danske børn, som har højeste prioritet. Når regeringen siger, at børnene skal først, så må det også gælde børnene i al-Hol-lejren, siger han.
Stramningen har ifølge Kristian Hegaard ikke været tydelig.
- Hvornår har man indført det her? For mig at se, er det intet jeg har hørt om, inden I skrev om det. Det er ikke noget, der har fremgået særligt entydigt. Derfor er jeg meget interesseret i at vide, fra hvilken dag man laver denne her ændring, og hvad den skyldes.
Radikale Venstre og Kristian Hegaard vil gerne vide mere om kravet om samtykke til adskillelse, før de melder klart ud, hvor de står i forhold til det.
Jeppe Kofod ønsker ikke at udtale sig til Ekstra Bladet i sagen.
Udenrigsministeriet ønsker ikke at oplyse, hvornår stramningen om at kræve samtykke til adskillelse blev indført, end ikke om det var af den nuværende eller den tidligere regering.
Brutale Kofod: Fjerner hjælp til danske mødre i fangelejre