Millionær på udsatte børn: Så meget koster det kommunerne

Aktindsigter afslører, at kommuner betaler kassen for at sende børn med diagnoser i private tilbud under Behandlingsskolerne. Ejeren har hevet 23,8 millioner ud til sig selv

Mads-Frederik Damgaard har trukket 23,8 millioner ud fra arbejde med udsatte børn. Forstå historien kort. Video/foto: Jonas Olufson, Christian Lykking. Redigering: Emma Svendsen.

Flere kommuner betaler Behandlingsskolerne op til 10 millioner kroner om året for tilbud til børn med diagnoser. Det viser aktindsigter, som Ekstra Bladet har søgt.

Mange af millionerne går dog slet ikke til børnene.

Ekstra Bladet har kunnet fortælle, at ejeren af firmaet, Mads-Frederik Damgaard, siden 2016 har hevet 41,7 millioner kroner ud af skolerne og ind i sit private holdingselskab. Heraf har han trukket 23,8 millioner ud til sig selv.

 - Udbyttet er lovligt, men spørgsmålet er, om Behandlingsskolerne snyder på vægtskålen i forhold til de opgaver, de har aftalt med kommunerne, eller om kommunerne betaler overpris, siger revisor Kim Jacobsen, der har over 30 års erfaring med økonomi på socialpædagogiske opholdssteder.

Har du et tip? Ekstra Bladet undersøger økonomien bag socialpædagogiske tilbud. Skriv til journalisterne ved at klikke her

Artiklen fortsætter under billedet ...

Mads-Frederik Damgaard ejer 100 procent af Behandlingsskolerne - Danmarks største private udbyder af skoletilbud til børn med diagnoser. Privatfoto
Mads-Frederik Damgaard ejer 100 procent af Behandlingsskolerne - Danmarks største private udbyder af skoletilbud til børn med diagnoser. Privatfoto

Tomme kommune-kasser
En undersøgelse fra VIVE fra 2019 viser, at otte ud af ti kommuner i 2018 overskred budgettet på det specialiserede socialområde.

Det er penge fra disse kasser, der har gjort Mads-Frederik Damgaard til multimillionær.

- Nogle kommuner har svært ved at få råd til relevante tilbud, siger Ingrid Hartelius Dall fra Børns Vilkår.

- Hvis priserne var sat, så de ikke skulle generere de her vanvittigt store overskud og øge en personlig formue, ville langt flere børn kunne få støtte, siger hun.

Se kommunernes udgifter

Ekstra Bladet har spurgt landets kommuner, om de bruger Behandlingsskolerne.

Grundet corona-udbruddet er flere ikke vendt tilbage, men 20 kommuner har svaret, at de har købt tilbud ved firmaet.

Nedenfor ses nogle af de kommuner, som ifølge de 20 aktindsigter, Ekstra Bladet har modtaget, har betalt mest til Behandlingsskolerne.

 

Billund

Har haft mellem 13 og 18 elever på Behandlingsskolerne siden 2018

Pris pr. elev pr. måned varierer fra 41.443,62 kr. til 56.443,62 kr.

Samlede udgifter fra 2016 til 2020: 26,1 millioner

 

Fredensborg

Har haft mellem 12 og 17 elever på Behandlingsskolerne siden 2016

Pris pr. elev pr. måned varierer fra 18.000 kr. til 46.000 kr.

Samlede udgifter fra 2016 til 2020: 37,5 millioner

 

Lyngby-Taarnbæk

Har ikke skrevet, hvor mange elever de har visiteret

Har ikke skrevet priserne pr. måned

Samlede udgifter fra 2017 til 2019: 21,4 millioner

 

Hillerød

Har ikke skrevet, hvor mange elever de har visiteret

Pris pr. elev pr. måned varierer fra 32.625 kr. til 75.329 kr.

Samlede udgifter fra 2016 til 2019: 4,8 millioner

 

Rudersdal

Har haft mellem 8 og 12 elever på Behandlingsskolerne siden 2017

Pris pr. elev pr. måned varierer fra 15.000 kr. til 74.097,00 kr.

Samlede udgifter fra 2017 til 2019: 13,2 millioner

 

Brøndby

Har haft mellem 2 og 16 elever på Behandlingsskolerne siden 2013

Pris pr. elev pr. måned varierer fra 19.000 kr. til 78.397 kr.

Samlede udgifter fra 2013 til 2020: 24,6 millioner


Frederiksberg

Har haft mellem 4 og 14 elever på Behandlingsskolerne siden 2014

Pris pr. elev pr. måned varierer fra 41.280 kr. til 72.000 kr.

Samlede udgifter fra 2014 til 2019: 22,5 millioner

 

Egedal

Har ikke skrevet, hvor mange elever de har visiteret

Pris pr. elev pr. måned varierer fra 27.741 kr. til 46.208 kr.

Samlede udgifter fra 2013 til 2020: 42,2 millioner

Samfund - 22. apr. 2020 - kl. 18:31 Laver skattebetalt millionoverskud på børn med diagnoser: Ejer skov i Sverige
Af Ekstra Bladets aktindsigter fremgår det, at det koster mellem 10.000 og 78.000 kroner om måneden at have en elev på Behandlingsskolerne. Det løber hurtigt op.

Eksempelvis betalte Billund Kommune samlet 9,8 millioner kroner i 2019 for at have 19 elever på Chrysalis, som ejes af Behandlingsskolerne.

Samme år betalt Lyngby-Taarbæk 9,3 millioner, mens Albertslund måtte smide 10,3 millioner kroner på et enkelt år.

Artiklen fortsætter under billedet ...

En aktindsigt viser, at Mads-Frederik Damgaard købte et svensk skovareal, der svarer til 571 fodboldbaner, samme år som han trak 20 millioner ud af Behandlingsskolerne. Foto: Jonas Olufson
En aktindsigt viser, at Mads-Frederik Damgaard købte et svensk skovareal, der svarer til 571 fodboldbaner, samme år som han trak 20 millioner ud af Behandlingsskolerne. Foto: Jonas Olufson

Samfund - 22. apr. 2020 - kl. 18:31 Laver skattebetalt millionoverskud på børn med diagnoser: Ejer skov i Sverige
Millioner over år
Ekstra Bladets aktindsigter viser desuden, at en række kommuner har samarbejdet med Behandlingsskolerne i flere år.

For eksempel har Frederiksberg Kommune købt pladser siden 2014 og har over årene brugt i alt 22,5 millioner på tilbud under Behandlingsskolerne. I samme periode har Albertslund brugt 28,8 millioner.

Også Fredensborg Kommune har gjort flittigt brug af Behandlingsskolerne. Siden 2016 har de visiteret mellem 12 og 17 elever. Deres regning til Mads-Frederik Damgaard ender således på 37,5 millioner, hvis man medregner forventede udgifter i 2020.

Hør Mads-Frederik Damgaard, ejer af Behandlingsskolerne, svare på, hvorvidt de mangler penge eller ej. Video: Jonas Olufson. Redigering: Emma Svendsen

Ejer: Vi gør det godt

Ekstra Bladet har foreholdt ejeren af Behandlingsskolerne kritikken.

'Behandlingsskolerne er markedsledende hvad angår behandlingsresultater, dette bekræftes i redegørelse fra KBH i 2008 bekræftes af undersøgelse i Politiken, hvor der er en kritisk vinkel på os i 2013 hvor det konkluderes Kommunalt at vi laver gode resultater[sic]', svarer Mads-Frederik Damgaard i en mail til Ekstra Bladet.

Han mener ikke, at Behandlingsskolerne tager overpris.

'Behandlingsskolernes takster for de forskellige kategorier er sammenlignelige og endda til tider lavere end nogle af vores konkurrenter,' skriver han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Behandlingsskolerne ejer 14 forskellige tilbud til børn med diagnoser, som kommunerne kan købe. Ejeren generer millionoverskud. Foto: Jonas Olufson
Behandlingsskolerne ejer 14 forskellige tilbud til børn med diagnoser, som kommunerne kan købe. Ejeren generer millionoverskud. Foto: Jonas Olufson

Mistanke om overpris

Ejeren af Behandlingsskolerne, Mads-Frederik Damgaard, fremhæver, at virksomheden klarer sig godt i de tilsynsrapporter, der er lavet på skolernes behandling og undervisning.

- Når de får en gode tilsynsrapporter, kunne man tro, at alt er, som det skal være, men sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen, lyder det dog fra Kim Jacobsen, revisor med mange års erfaring med økonomien på socialpædagogiske tilbud.

Han mistænker stadig kommunerne for at betale overpris.

- Der er nogle mangler i de tilsyn, fordi de (kommunerne, red.) glemmer den økonomiske del, siger han.

- Det kan godt være, at det pædagogiske er fint, og det går godt med børnene, og de er gode til at skrive rapporter, så de får en god score, men der er ikke noget link over til økonomien, og hvordan det hænger sammen.

Revisoren påpeger desuden, at der ikke er nogen, der fører tilsyn med hele koncernen, fordi tilbuddene er fordelt på forskellige kommuner, som kun kigger isoleret på hvert enkelt tilbud.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Kommunernes Landsforening til kritikken om kommunernes manglende tilsyn.

Men Kommunernes Landsforening har ingen kommentarer.

336 kommentarer
Vis kommentarer