VED DU NOGET? TIP Ekstra Bladets journalister på ditte.lynge@eb.dk
Som Ekstra Bladet tidligere kunne afsløre, lagde en ansat i Forsvaret og senere Jammerbugt Kommune ordrer for 4,1 millioner kroner hos sin kærestes firma for leje af et lager.
Nu kan Ekstra Bladet afdække, at det ikke var den eneste måde, kæresten fik del i de flere hundrede millioner, som den ansatte administrerede.
Udover indtægten fra lagerejendommen, blev kæresten nemlig også forgyldt med penge, der gik gennem transportfirma Stokholm Transport.
Det bekræfter selskabets administrerende direktør Lars Stokholm.
- Han har ikke været ansat, men vi har fået fakturaer fra ham, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet.
Kæreste til ansat i Forsvaret købte ejendomme for millioner
Betalte ham af millionordrer
Stokholm Transport blev flittigt brugt af den ansatte, 'GC', når der skulle flyttes inventar ind og ud af asylcentrene.
I alt har Stokholm Transport fået 25,8 millioner kroner for sit arbejde fra 2013-2018, hvor GC stod for indkøbene i først Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og Jammerbugt Kommune.
Stokholm Transport betalte herefter BN’s firma til at lede og fordele arbejdet på asylcentrene, når transportselskabet havde fragtet møblerne derhen.
Ifølge Lars Stokholm var BN’s rolle at dirigere arbejdet med at installere og fjerne inventar på asylcentrene, når de ankom med deres lastbiler.
- Han har jo været sjakbajs, for han vidste, hvad det var, der skulle ske de forskellige steder. Så det har været hans ekspertise. De andre har jo været en slags flyttefolk, som bar stole, skabe, borde og senge ud og ind af vores lastbiler og satte det op inde på asylcentrene, forklarer han.
Hvor stor en del af de 25,8 millioner kroner, der er blevet sendt videre til BN, ønsker Lars Stokholm ikke at oplyse til Ekstra Bladet.
Bør undersøges
Konstruktionen mellem Stokholm Transport, BN's firma og GC's rolle som indkøber vækker undren hos Lotte Helms, tidligere politianklager og phd-stipendiat i strafferet ved Syddansk Universitet.
- Jeg tænker umiddelbart, at det bærer mere brænde til det bål, vi tidligere har talt om (leje af BN's lager, red.). Det lugter af, at der er nogen, der ikke har helt rent mel i posen. Kæresten (BN, red.) lyder som en skjult mellemmand, fordi faktureringen sker mellem kæresten og det her transportfirma. Man kunne forestille sig, at man gerne ville skjule kærestens involvering gennem transportfirmaet, siger hun.
Lotte Helms fortæller videre, at det bør undersøges nærmere, hvorvidt der kan være tale om mandatsvig, hvis BN's relation til Stokholm Transport skyldes, at GC har ønsket at berige sin kæreste gennem transportfirmaet.
Transport-boss: Ingen alarmklokker ringede
Hos Stokholm Transport var der dog hverken dengang eller i dag nogen betænkeligheder ved samarbejdet.
BN var ganske enkelt den bedste til opgaven, og det var altså ikke, fordi hans kæreste sad på pengekassen, at han blev hyret, fastslår Lars Stokholm, administrerende direktør i Stokholm Transport.
- Der har fra os ikke været noget som helst om nogen alarmklokker. Det er en halvoffentlig myndighed, der booker os. Vi har i hvert fald ikke set noget, hvor vi tænkte: det var da noget mærkeligt noget, siger Lars Stokholm, som blankt afviser, at det var en betingelse eller forventning fra GC’s side, at de hyrede hendes kærestes firma.
- Nej, på ingen måde. Hvis hun havde spurgt mig, havde jeg nok sagt ja. For mig var det jo ham, der kendte det hele til det, så det ville være helt gak at skulle opfinde den dybe tallerken igen.
Han slår samtidig fast, at det ikke var en guldrandet forretning for firmaet at arbejde for Jammerbugt Kommune og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
-Det var ikke noget, vi blev fede af, men vi fik den pris, som er normal transportpris. Der har ikke været noget odiøst i det for mig, siger han og forklarer, at Stokholm Transport stadig kører for Udlændingestyrelsen.
Myndighederne kendte ikke til fidus
Ekstra Bladet har de seneste tre måneder spurgt Jammerbugt Kommune, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og Udlændingestyrelsen, om GC’s kæreste - den 61-årige ‘BN’ - fik udbetalt løn fra dem. Interessen opstod, efter flere kilder beskrev, at BN netop fungerede som sjakbajs, men alle myndighederne afviste at have haft ham ansat.
Ekstra Bladet har forsøgt at få et interview med både BN og GC, men de er ikke vendt tilbage.
VED DU NOGET? TIP Ekstra Bladets journalister på ditte.lynge@eb.dk