Mette Rasmussen og hendes datter har fortalt til Ekstra Bladet, at en præst fra Storkøbenhavn har haft en upassende og seksuel adfærd.
- Han holdt armen vandret og tog den ind foran sin egen brystkasse, så han rørte ved vores bryster, når han krammede os, har den nu 16-årige pige fortalt anonymt og uddybet, at præsten også tog hende på røven.
Konfirmand om præst: - Han rørte ved vores bryster
Pigen blev konfirmeret af præsten i 2018. Sidenhen er han blevet pillet af konfirmandundervisningen, men det har ikke noget med Mette Rasmussens datter at gøre - familien klagede nemlig aldrig over præsten, fordi konfirmanden var bange for præstens reaktion.
Har du et tip? Skriv til journalisterne ved at klikke her
Pres fra forældre
Ifølge kilder tæt på kirken og tæt på den lokale skole blev præsten i stedet taget ud af undervisningen efter pres fra andre forældre på skolen, som bekymrede sig over vedvarende rygter om, at præsten skulle have en upassende, seksuel adfærd i sprogbrug, vendinger og i enkelte tilfælde berøringer over for de unge konfirmander.
Det fremgår også af et referat fra et menighedsrådsmøde, at flere forældre var mødt op for at gøre indsigelse mod præsten.
Ekstra Bladet har talt med en række unge, der er blevet konfirmeret af præsten de seneste år - det drejer sig om konfirmander fra årene 2016, 2017, 2018 og 2019.
En flok drenge fortæller, at de var glade for præsten, fordi der var ’meget lidt fokus på kristendommen’, og at de kom med på McDonald's og Burger King i stedet for at besøge kirker.
Flere af dem husker også, at præsten var særdeles glad for at give de unge teenagepiger komplimenter.
’Han kaldte os smukke piger,’ fortæller flere af årgangenes piger uafhængigt af hinanden og siger samtidigt, at de fandt det upassende.
Mystisk orlov
Præsten har siden november været på orlov.
Ekstra Bladet har spurgt både Kirkeministeriet, Københavns Stift samt præsten, hvad orloven skyldes, men de har ikke ønsket at udtale sig.
Flere kilder tæt på kirken fortæller dog, at orloven er tvungen og skyldes flere klager.
Ekstra Bladet har afsløret, at flere kolleger samt et forældrepar har indgivet officielle klager over præstens opførsel, som blandt andet kaldes 'seksuelt krænkende'.
Vil ikke svare på kritikken
Ekstra Bladet har tilbudt præsten at stille op til interview, men præsten har ikke ønsket at svare på Ekstra Bladets spørgsmål. Præsten og hans rådgiver har stillet en række betingelser og krav for at deltage i et interview, som Ekstra Bladet ikke har villet imødekomme.
Ekstra Bladet har valg at anonymisere præsten, da bladet erfarer fra flere kilder med kendskab til sagen, at præsten og de mange klager over ham er i gang med at blive undersøgt i Københavns Stift og Kirkeministeriet.