Ved du noget om sagen? Så kontakt journalisterne
Mystikken omkring teknologifirmaet ACT.Global fra Kastrup breder sig.
Selskabet med bl.a. fodboldlegenderne Henrik 'Store' Larsen, Bjarne Goldbæk og Jakob Friis-Hansen i ejerkredsen kom i starten af februar ud med et chokerende tab på 120 mio. kr. og undersøges nu af Erhvervsstyrelsen.
Men det er ikke første gang, at ACT.Global har rod i økonomien: I regnskabet for 2015/16 havde selskabet et overskud på 12,5 mio. kr., men det blev siden ændret til et underskud på 19,7 mio. kr.
Artiklen fortsætter under billedet...
Direktør og storaktionær Carsten Jensens forklaring på kovendingen på 32,2 mio. mio. kr. er mildest talt opsigtsvækkende.
'Vi konstaterede fejl og besvigelser i kontrakter m.v., som kunne henføres til en betroet medarbejder. Denne medarbejder er i øvrigt blevet bortvist i denne forbindelse,' skriver han i en mail til Ekstra Bladet - uden at konkretisere det nærmere.
Direktøren har heller ikke svaret på opfølgende spørgsmål om, hvordan det angiveligt skulle være lykkedes den pågældende ansatte at snyde ACT.Global, eller om vedkommende overhovedet er blevet politianmeldt.
Skiftede revisor
Det oprindelige regnskab i ACT.Global, som viste et overskud på 12,5 mio. kr., blev underskrevet af revisoren Tonny Skov Pedersen.
Han har fået hele tre kendelser imod sig i Revisornævnet og er idømt bøder på henholdsvis 200.000 kr. i 2012, 10.000 kr. i 2015 og 60.000 kr. i 2017 for stribevis af fejl og brud på selskabsloven.
Året efter blev selskabets regnskab underskrevet af det større revisionsselskab Grant Thornton, og det var i den forbindelse, at overskuddet pludselig blev ændret til et tab på 19,7 mio. kr.
Artiklen fortsætter under billedet...
Ekstra Bladet har spurgt selskabets revisor, Martin Bomholtz fra Grant Thornton, om han kan genkende forklaringen om snyd begået af en tidligere ansat.
'Som revisor har jeg tavshedpligt,' svarer han i en mail.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Tonny Skov Pedersen, som fortsat er revisor for flere af Carsten Jensens personlige selskaber.
Chokerende underskud
I oktober 2019 udtalte Carsten Jensen i et interview med Børsen, at ACT.Global var på vej med et millionoverskud i sit nye regnskab.
Men i stedet endte det altså med et underskud på 120 mio. kr. Det skyldtes bl.a., at ACT.Global har valgt at pille forventede indtægter på 75 mio. kr. ud af regnskabet.
Artiklen fortsætter under billedet...
Kriseramt komet-firmas direktør vælter sig i konkurser
Erhvervsstyrelsen undersøger nu, om selskabet har begået den tidligere fejl en gang til.
Men det ville være mystisk, mener Frank Thinggaard, som er professor i eksternt regnskab ved Aarhus Universitet.
'Hvis det er rigtigt, at den første korrektion skyldes besvigelser fra en medarbejder, og denne medarbejder nu er fyret, så er det ret usandsynligt, at den nye korrektion er af samme karakter. Så skal andre medarbejdere jo have fortsat, hvor den fyrede medarbejder slap,' skriver han i en mail til Ekstra Bladet.