Ingen af de involverede i salget af Statens Serum Instituts vaccinefabrik ønsker at forholde sig til, om de synes, det var en fejl at sælge produktionsenheden, selvom der lå mange millioner i donationer og ventede fra Bill Gates.
Bjarne Corydon, der var finansminister, da frasalgsprocessen blev igangsat, og millionerne fra Bill & Melinda Gates Foundation blev forhandlet på plads, afviser at forholde sig til processen.
Han har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i et svar til Ekstra Bladet:
’Min rolle i sagen begrænser sig til at facilitere en analyse som reaktion på det åbenlyse problem, at produktionen konstant gav underskud. Selve salget blev foretaget i juni 2016, lang tid efter jeg havde forladt ikke bare regeringen, men også Folketinget og i det hele taget dansk politik. Derfor var jeg simpelthen ikke til stede og kan ikke vurdere om salget var klogt, om prisen var rigtig, om køberen var den rette – og om alle andre relevante overvejelser blev foretaget forsvarligt.’
Bill Gates forgyldte statens vaccinefabrik: Sheiken løb med kvart milliard
'Jeg kan imidlertid som almindelig skatteborger jo bare konstatere, at salget blev vedtaget af næsten alle folketingets partier og jeg har ærlig talt svært ved at forestille mig, at de handlede med hovedet under armen, eller at salget har gjort nogen som helst forskel for den nuværende vaccinesituation,' skriver Bjarne Corydon.
Sender giftpil
Bjarne Corydon, der i dag er chefredaktør på Børsen, sender i stedet en giftpil afsted mod statsministeren og undrer sig over, hvorfor Mette Frederiksen ikke siger mere om selve frasalget:
’Men jeg sidder da med en stille undren over, at ingen af dem, der traf beslutningen, nu vil tage ansvar for at forklare den. Det giver jo frit spil for spekulationer. Det gælder ikke mindst statsministeren selv, som var formand for Socialdemokratiet i 2016 og dermed naturligvis personligt godkendte partiets støtte til salget.’
Intet svar
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Mette Frederiksen til Gates-millionerne.
Tirsdag i denne uge spurgte Ekstra Bladet direkte statsministeren efter Folketingets spørgetime, om frasalget havde været en fejl.
Gates pumper millioner i sharia-sheiks fabrik - forventer intet retur
Her var svaret, at hun ’hellere ville tale om det fremadrettede’.
Ekstra Bladet har også forsøgt at få en kommentar fra tidligere sundhedsminister Nick Hækkerup (S). Men den nuværende justitsminister er ikke vendt tilbage.
Løhde: Spørg andre
Endelig har Ekstra Bladet kontaktet Sophie Løhde (V), der var sundhedsminister på selve frasalgstidspunktet.
Hun skriver i en sms:
’Det må dem, der var ministre i 2013 hhv. 2014, hvor salget startede, kunne redegøre for. Det var S-R-SF, der besluttede at sætte til salg.’