Skandalesag vokser: Chef tiltalt for omfattende svindel

En salgschef i konkursramte Hesalight risikerer fængselsstraf og millionbøde for grov svindel med blandt andet moms og skat

Salgschef Luciano Grosso (th.) er tiltalt for svindel med blandt andet moms og skat. Her står han sammen med Hesalights topchef, Lars Nørholt, der sidste år blev kendt skyldig i bedrageri for 350 mio. kr. i byretten og fik en dom på syv års fængsel. Dommen har han anket til landsretten. Foto: PR/Hesalight

Skandalen om det konkursramte lysfirma Hesalight fra Roskilde vokser nu i størrelse.

Selskabets topchef og ejer, Lars Nørholt, fik sidste år en dom på syv års ubetinget fængsel for bedrageri og dokumentfalsk, som snart skal afgøres endeligt i landsretten. Og nu risikerer også den tidligere salgschef Luciano Grosso en tur bag tremmer.

Kort før jul blev han tiltalt for momssvig, skattesvig og skyldnersvig af særlig grov karakter. Af anklageskriftet fremgår det, at Bagmandspolitiet både går efter fængselsstraf og en bøde på 5,1 mio. kr..

- Jeg har ikke noget at sige, lyder det kontant fra dansk-italienske Luciano Grosso, da Ekstra Bladet ringer ham op.

Heller ikke hans advokat Simon Clark har ønsket at udtale sig om sagen.

Ført udenom selskabet
Luciano Grosso var dybt involveret i Hesalights forretninger i Sydeuropa og modtog i perioden fra 2014 og frem til konkursen i 2016 et samlet honorar på næsten 8 mio. kr.. Det viser dokumenter, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

Men skal man tro politiet, holdt han sig ikke til loven.

Ifølge anklagen mod den tidligere salgschef bad han lige før Hesalights konkurs to af selskabets kunder i Italien om at overføre betalinger på 3,3 mio. kr. til et nyt kontonummer.

Artiklen fortsætter under billedet...

Den tidligere direktør og ejer i Hesalight, Lars Nørholt, blev i januar 2019 dømt for bedrageri og dokumentfalsk for 350 mio. kr. Straffen lød på syv års ubetinget fængsel, men dommen er anket til landsretten. Foto: Carsten Bundgaard

I alt 1,8 mio. kr. havnede på kontoen, men pengene kom aldrig i Hesalights kasse. For kontoen tilhørte slet ikke lampefirmaet, men derimod et af topchef Lars Nørholts private selskaber.

Bagmandspolitiet mener dermed, at beløbet uretmæssigt blev ført udenom Hesalight og selskabets kreditorer. Og derfor er Luciano Grosso anklaget for skyldnersvig.

Se også: Nu begynder slagsmålet: Hesalight-ledelse risikerer regning på 200 mio

Anklage: Snød SKAT
Men ifølge politiet stopper hans ugerninger ikke her.

Han er nemlig også tiltalt for at have givet forkerte oplysninger til SKAT i sit personlige selskab Grosso A/S og på den måde unddraget statskassen for 2,1 mio. kr. i momsindtægter.

Se også: Konkurs og svindeldømt: Skandaledirektør lever i luksus

Derudover er han tiltalt for at have opgivet ukorrekte oplysninger om skatteforhold i to private selskaber, således at statskassen er gået glip af yderligere ca. 3 mio. kr.

Samlet lægger Bagmandspolitiet derfor op til at give ham en bøde på 5,1 mio. kr., hvis han kendes skyldig.

Tiltalt bogholder døde
Oprindelig var ikke kun Luciano Grosso og topchef Lars Nørholt, men også en tidligere bogholder i Hesalight tiltalt i sagen.

Bogholderen stod foran en retssag, hvor Bagmandspolitiet krævede ham idømt fængsel og en bøde på 17 mio. kr. for momssvig af særligt grov karakter.

Artiklen fortsætter under billedet...

Lampefirmaet Hesalight lignede længe en gigantisk succes, men blev afsløret som et stort svindelnummer. Foto: Rune Aarestrup Pedersen
Lampefirmaet Hesalight lignede længe en gigantisk succes, men blev afsløret som et stort svindelnummer. Foto: Rune Aarestrup Pedersen
 
Men som tidligere beskrevet i Ekstra Bladet er den tiltalte afgået ved døden. 

- Det er korrekt, at han er død. Men jeg har ikke yderligere kommentarer, udtalte bogholderens advokat i den forbindelse.

Se også: Tiltalt i kæmpe svindelsag er død